Det er ikke fagbevægelsen men politikerne, der skubber den danske model ud over kanten
Det var noget af en indgangsbøn til dagens forhandlinger i forligsen, som KL’s direktør, Kristian Wendelboe lukkede ud i Politiken. Han mener at overenskomstkampen "kan skubbe den danske model ud over kanten" og tvinge politikerne til at finde en løsning, så det aldrig skal kunne gentage sig. 

Men, men, men, det er jo ikke de offentligt ansattes fagforeninger, der smadrer den danske model ved at stå fast på nogle ret indlysende krav. Det har politikerne og deres embedsmænd i KL og Moderniseringsstyrelsen klaret helt fint selv.

Nu er KL-direktøren nok ikke så naiv, at han tror, meldingen lægger pres på fagbevægelsens forhandlere. Nej det uhyggelige er, at man forsøger at gøde jorden for en fremtid, hvor de offentligt ansatte skal sættes skakmat og vænne sig til, at deres arbejdsvilkår bliver dikteret.

De seneste uger har vi hørt meget sludder fra politikere både på Christiansborg og i kommunerne, som pludselig har travlt med at sige, at de ikke vil blande sig. Det er ren pølsesnak, for det er de selvsamme politikere, som har sat rammerne for forhandlingerne. Og så længe de har det ultimative kort, som hedder et lovindgreb, så er det en illusion at tale om frie forhandlinger. Det er et rent tryllenummer – der har aldrig været tale om frie forhandlinger.

Politikerne har lagt rammerne for KL's og Moderniseringsstyrelsens mandat. Det er kun nuancer, der kan diskuteres og flyttes rundt. Og når man lockouter en lille halv million ansatte, så er det det samme som at sige: I har ikke en chance, bøj nu bare nakken. For der er naturligvis ingen forbund, som har økonomi til at kæmpe mod statskassen.

Det er ren pølsesak, når diverse politikere udtaler, at de ikke vil blande sig i OK-forhandlingerne. For det er de samme politikere, der har sat rammerne.

Det, der er nyt ,og som er kommet bag på politikerne og topembedsmændene er måske, at det er lykkedes de offentligt ansatte at stå sammen hele vejen. Og at de dygtigt har fået mobiliseret både medlemmer og offentligheden på deres side. 

Det er gået op for store dele af befolkningen, at det også er fremtidens velfærd, der er på spil. Hvad er det for offentlig sektor, vi vil have? Skal de sidste årtiers systematiske udsultning fortsætte, eller er de offentligt ansattes kamp også en kamp for en bedre offentlig sektor? Det er selvfølgelig grimme spørgsmål at få i fokus for en borgerlig regering, som er helt fokuseret på at solde opsvinget væk i skattelettelser.

Så nej KL-direktørens våde drøm om et nyt system, hvor der ikke kan opstå en situation som i dag, er ikke vejen frem, det er at smide den danske model på møddingen for de offentligt ansatte. 

Der er tværtimod brug for, at vi igen får overenskomsterne på det offentlige og private arbejdsmarked i synk igen. Med samtidige forhandlinger vil politikernes ”råderum” til at gribe ind og diktere vilkårene skrumpe betragteligt ind. Vejen frem er ikke at beskære konfliktretten, men tværtimod at fagbevægelsens bruger sine muskler i fællesskab.