Ja. Levealderen stiger. Men det betyder altså ikke at kroppen holder til at arbejde længere. Det ser man nu sort på hvidt i Sundhedsstyrelsens såkaldte "Ældreprofil 2019", som ramte medierne for nylig.

Socialdemokratiets pensionsudspil har fået partierne til at kaste sig ud i et kapløb om, hvem der vil gøre mest for de ældre og nedslidte.

Derfor er det også glædeligt at se, at Socialdemokratiets pensionsudspil har fået partierne til at kaste sig ud i et kapløb om, hvem der (her i et valgår) vil gøre mest for de ældre og nedslidte.

Første skridt skal naturligvis være at droppe det asociale "Velfærdsforlig" fra 2006. Stigende pensionsalder duer bare ikke i de fleste brancher.

Næste skridt må så være at sætte sig ned og kigge på fakta og derefter fastlægge en eller flere pensionsaldre – uden flere hovsa løsninger.
Og med fakta mener jeg ikke teoretiske regneark; Jeg mener den virkelighed, som vi og vores medlemmer befinder os i.

Måske skal pensionsalderen sænkes generelt, måske skal vi have fleksibel pensionsalder eller måske skulle man hurtigst muligt genindføre en anstændig efterløn. Den nuværende seniorpension fungerer i hvert fald ikke.

Jeg har ikke De vises Sten, men stiller hellere end gerne mine medlemmers og egne erfaringer til rådighed for en anstændig løsning. 
Og det skal selvfølgelig være en langtidsholdbar løsning, for som man også kan læse i "Ældreprofil 2019", så vil næsten en fjerdedel af befolkningen være over 65, når vi når 2050.

Rigtig mange af dem vil være slidt ned, og den gruppe vil have bedre af at kunne trække sig tilbage i fred og ro end at kæmpe videre på jobmarkedet – samtidig med, at de bliver "storkunder" i sundhedsvæsnet for at klare hverdagen.

Det sidste er der heller ikke meget samfundsøkonomi i (bare for at også "rengedrengene" i finansministeriet forstår det).