Når et fredselskende land pludselig begynder at føre krig, hvorfor kan politikerne så tilsyneladende ikke holde op igen, når de først er kommet i gang?

Vi har endnu ikke deltaget i en krig, hvor vi har skabt varig fred eller for den sags skyld et ægte demokrati. 

Skønt krigene bliver ført mere end tusind kilometer borte, fastholder politikerne behovet for en forsvarsminister som leder for krigsførelsen, og samtlige angreb bliver udført alene med baggrund i kravet om fred og demokrati.

Politikernes hykleri

Civile tab er selvfølgelig uundgåelige og derfor fuldt ud tilladelige. Alligevel bliver drabene på civile besluttet med blødende hjerte af samtlige ja-sigende politikere.

En tidligere partileder og udenrigsminister har forklaret krigsdeltagelsen som uundgåelig, fordi flygtningestrømmen ellers vil blive helt uoverskuelig.

Samtidig tilråder han, at der bliver givet større økonomisk bistand til de stakkels flygtninge i nærområderne, således at Danmark undgår at skulle betale den høje pris for dem på egen jord.

Kigger man på retorikken er vi desuden gået fra fredsbevarende styrker til fredsskabende styrker, og ser vi på resultatet er det ikke helt forkert at sige, vi endnu ikke har deltaget i en krig, hvor vi har skabt varig fred eller for den sags skyld et ægte demokrati.

Alligevel er der efter 20 års krigsførelse bred politisk enighed om at krig er vejen frem, når der skal skabes fred.

Til krig skal der bruges soldater og, disse melder sig frivilligt, bliver betalt for deres "arbejdsopgaver" og har fået tildelt en årlig flagdag.

At danske soldater bliver psykisk og fysisk sårede i krigen, er tilsyneladende kommet fuldstændig bag på det danske forsvar.

Derfor har politikerne set sig nødsaget til at vedtage særbehandling af soldaterne, når de kommer hjem, selvfølgelig i demokratiets navn, og derfor kan der jo ikke blive råd til, at alle andre, der har de samme behov, får en tilsvarende behandling, når nu landet er i krig.

Ikke råd til ulandshjælp

I alle krigsårene har politikerne beskåret den danske ulandsbistand med argumentationen om, at der ikke længere var råd til de høje udgifter, som vi tidligere havde haft på den konto.

Hvis vi nu havde udført ulandsbistand for alle de penge, der er blevet brugt på krigene, ville presset af flygtninge så have været større eller mindre, og ville de mulige forbedrede levevilkår i de enkelte lande have medført mindre krig?

Har vores krigsførelse mon medført større eller mindre risiko for terrorangreb på vores land?

Hvordan skal vi forklare de nye danskere, som bor her i dag, at der er risiko for, at netop deres familie bliver offer for acceptable civile tab, når danske fly eller soldater drager i krig?

Står behovet for krigsdeltagelse efterhånden højere end vores tidligere ønsker om fred i verden?

Til det kommende folketingsvalg kunne den danske befolkning i fællesskabets interesse, måske samtidig stemme om de ønskede dansk krigsdeltagelse eller ej. Folketinget beslutter den, generalen beordrer den, men kun soldaten ser krigen i øjnene.