Traditionen i Danmark efter folkeafstemninger er jo, at hvis befolkningens flertal ikke passer politikerne, så foranstalter de en ny folkeafstemning, når bølgerne har lagt sig, og politikerne har børstet rusten af, så de kan få det resultat, de oprindelig ønskede.

Jeg er derfor spændt på, hvor længe der går denne gang, før de tør spørge os vælgere igen, for efter sigende gjorde vælgerlussingen rigtig ondt denne gang langt ind i ja-partiernes egne rækker.

Hvis befolkningens flertal ikke passer politikerne, så foranstalter de en ny folkeafstemning.

Samtidig er den nye, danske disciplin blandt politikere i fuld gang: abekastning. Den supplerer tidligere tiders mudderkastning. Nogle politikere vælger at stille op i begge discipliner, så de før valget kaster med mudder og efter valget tager fat på at kaste med aber.

Ingen af delene er særlig kønne at være tilskuer til, men vi slipper ikke, da medierne dækker det hele så massivt, at man skal have skydevat i ørerne og hatten helt ned, så den hviler på skuldrene, for ikke at kunne høre og se med.

Nogle klarsynede politikere har efter folkeafstemningen være ude og fortælle den måbende presse og offentlighed, at de mener, at vælgerne har mistet tilliden til politikerne! Hvis dette er, hvad et gennemsnit af vore politikere er i stand til at konkludere, forstår man bedre, hvad forklaringen på den mistede tillid er.