13 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Eksperternes lødighed i gabestokken

Eksperternes lødighed i gabestokken

Nu myldrer det frem med eksperter, der fortæller os at Irak-krigen var retsstridig. Hvor var alle disse jurister i de 10 år, der er gået?

Irak - ti år efter krigens begyndelse. Et land i vold og kaos.
FOTO: mylogicoftruth.wordpress.com 
1 af 1

Nu myldrer det frem med eksperter der fortæller os at Irak-krigen var retsstridig. Dr.dk skrev den 19. marts: "Det er svært at opspore en folkeretsjurist, der vil godkende Irak-krigen, hvor Danmark var med." 

Det er tankevækkende at disse udsagn først så tydeligt kommer frem i anledning af 10-året. 

Hvor var alle disse jurister i de 10 år, der er gået? Det var jo fra starten klart, at krigen var ulovlig i henhold til folkeretten. Og det er endvidere klart, at den blev gennemtrumfet i den danske opinion på baggrund af lodrette løgne fra Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller.

Om end Fogh var smart nok til ikke at lade sin vedvarende dæmonisering af Saddam Husseins farlighed for verdensfreden indgå i selve beslutningsgrundlaget for Danmarks deltagelse.

Bedre sent end aldrig, hedder et gammelt ord, men FredsVagten kunne nu godt tænke sig, at eksperterne langt tidligere tog bladet fra munden og whistleblowede, hvad de ved.

Hvor var eksperterne, da Grundlovskomiteen af 2003 forsøgte at få vurderet Irak-krigens forhold til grundloven?

Og at domstolene udviste mod til at vurdere lovene fremfor at please magthavere, der har løftet sig selv op over demokrati og retssikkerhed. Højesteret bestemte jo, at Fogh ikke kan retsforfølges angående Irakkrigen.

Hvor var folkeretseksperterne, da Grundlovskomiteen af 2003 forsøgte at få vurderet Irak-krigens forhold til grundloven?

Der er mange andre store spørgsmål, som eksperterne med rette kunne åbne øjnene for og vurdere uden selvcensur, til forsvar for demokratiet. Vi ved for eksempel ikke, på hvilket grundlag hele terrordiskursen hviler, da 9/11 aldrig er blevet forsvarligt opklaret.

Heller ikke Enhedslisten tør stille spørgsmål til statsministerens retsopfattelse i betragtning af, at terrorkatastrofen i USA blev "opklaret" af folk (Bush-regeringen), der på forhånd havde erklæret, at de ville opnå en "revolutionær" politisk ændring ved en "katalyserende katastrofe som et nyt Pearl Harbor".

Ud over at have erkendt denne storpolitiske interesse i en sådan katastrofe havde den amerikanske regering magt til at bestemme hvilke data, der skulle fremlægges til opklaring af den terroraktion, der angiveligt totalt tog dem på sengen.

Og for det tredje ønskede Bush-regeringen ikke at bruge ressourcer på at finde ud af, hvordan 9/11 kunne planlægges og gennemføres, uden at de enorme amerikanske efterretningstjenester fattede den mindste mistanke.

Og dog "vidste" den amerikanske regering allerede dagen efter, den 12. september, at det var et udenlandsk militært overfald på USA, hvorfor NATO trådte i funktion, og dermed Danmarks indtræden i de beskidte terrorkrige.

Hvornår kommer de juridiske eksperter på banen en masse og fortæller os, at 9/11 ikke er retligt forsvarligt opklaret?

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. maj. 2013 - 10:58   02. maj. 2013 - 11:00

Læserbrev

af Bo Richardt, Espergærde, fredsvagt