Snart udkommer dagpenge-kommissionens projekt "geniale muligheder for yderligere besparelser på dagpengeområdet." (Debattørens omskrivning.) En lækage er blevet opsnappet af Politiken.
Der er foreløbig tre løsningsforslag:
- Dagpengeperioden bliver forlænget fra to til tre år, og ydelsen sænkes med mellem seks og femten procent.
- Fortsættelse af en toårig dagpengeperiode. Men et halvt års beskæftigelse skal udløse et tredie år med dagpenge på kun 80 procent.
- Mulighed for løbende genoptjening og forbrug af dagpenge. Der optjenes to måneders dagpengeret for hver måned i beskæftigelse.
Det smarte er så, at man reducerer ydelsen med fem procent, når den optjente dagpengeret er lavere end et år. Var det svært at forstå?
De arbejdsløse straffes
Det, som vi i Landsforeningen Lediges Vilkår kan forstå er, at alle tre modeller udløser færre penge til de arbejdsløse. 1500 og 3000 flere personer om året undgår at opbruge deres ret til dagpenge, forventer man. I forvejen er "sølle" 50.000 mennesker faldet ud af dagpengesystemet.
Det er dog heller ikke svært at fatte, hvor dyrt det må være at holde liv i disse kommissioner og udvalg. Ni personer sidder i dagpengekommissionen og skal have deres løn/vederlag for det arbejde.
Det er udtryk for en tendens, hvor eksperter og embedsmænd fører politik, og hvor politikerne blot sætter udvalgsarbejde og kommissioner i gang og derefter lægger stemmer til, når forslaget skal til afstemning.
Således sikrer man, at lovene kommer til at være i overensstemmelse med de økonomiske krav, man nu stiller til den slags. Til gengæld tages der ikke hensyn til mennesker. Nej, for her føres nødvendighedens politik. Om man vil fatte det eller ej.
De økonomiske beregninger
Så har politikerne vasket deres hænder. Det er ikke længere deres ansvar, hvis ikke tingene flasker sig som forventet. Det er de økonomiske beregninger, der har slået fejl.
Dagpengesystemet i Danmark udskiller sig fra de fleste andre landes systemer hos dem, vi sammenligner os med, og det står i vejen for bestræbelserne for at forbedre vores konkurrenceevne. Konkurrenceevnen er vigtig, siger de ansvarlige politikere.
Hvad med at få de arbejdsløse til selv at komme med deres måske ligeså geniale løsningsmodeller. Lad os få en dagpengekommission, hvor halvdelen er de mennesker, det virkelig drejer sig om.
Men den risiko tør man selvfølgelig ikke løbe, for det bliver sikkert alt for dyrt. Risikoen er dog til at overskue og tilmed i længden gavnlig. For man ville helt sikkert ende op med et mere retfærdigt, trygt og menneskeligt dagpengesystem. Og trygge ansatte arbejder mere effektivt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278