Med kronikken "Offensiv eller defensiv EU-modstand?" af Karen Sunds i Arbejderen den 6. april er der taget hul på debatten om Folkebevægelsens strategi for de kommende år.

Karen ridser de valgmuligheder, der er for unionsmodstanden, op i flere punkter og rejser en berettiget kritik af Plan B-gruppen. Det er jo hele den debat, der har været ført om Enhedslistens selvstændige opstilling. 

I  flere debatindlæg i Arbejderen, har jeg draget en parallel mellem modstandskampen under besættelsen 1940-45 og nutidens unionsmodstand. 

Men efter min mening er kronikken for skematisk og uden en dybere analyse af udviklingen i EU. 
Man kan kun forstå Brexit og EU´s nuværende krise i lyset af den verdensomspændende økonomiske krise i 2008. Det har betydet en uhyre skærpelse af kapitalkoncentration og -centralisering uden sidestykke i historien. 

Konsekvensen er titusindvis af mistede private og offentlige arbejdspladser, som naturligt fremmer modstanden mod EU. Man må derfor kæde unionsmodstanden sammen med kapitalismens almene krise. 

I  flere debatindlæg i Arbejderen, har jeg draget en parallel mellem modstandskampen under besættelsen 1940-45 og nutidens unionsmodstand. Det er i de baner vi efter min mening skal udvikle unionsmodstanden i de kommende år. 

Det handler om at opstille et samlende anti-monopolistisk program for Folkebevægelsen mod EU med henblik på, at vi melder os ud af EU. Det  bør indgå i det, som Karen kalder "Vi skal give svar på tilhængernes skræmmehistorier. Sagligt og ordentligt redegøre for, hvad dansk udtræden af EU i kølvandet på briternes exit vil betyde.....

Hvis man opstiller et gennemarbejdet program for dansk udtræden af EU, vil det give den nødvendige dynamik, som kan skabe grundlaget for at rejse kravet om en folkeafstemning. Men uden et program vil tilhængerne af EU have alt for let spil.

Det drejer sig derfor om, at forene en aktuel klasseanalyse med opstillingen af krav med en bred folkelig gennemslagskraft. 
Her kan vi også lære af modstandskampen, hvor man evnede at forbinde frihedskampen med sociale og demokratiske krav, der vandt flertallet af arbejderklassen. Det var DKP´s store fortjeneste, at det evnede at gennemføre denne politik på trods af illegaliteten. Resultatet så vi klart i bruddet den 29. august 1943.

Det drejer sig om at skabe forudsætningerne for en "ny 29. august", hvor den danske regering tvinges til at bryde samarbejdspolitikken med monopolernes EU.