I sit debatindlæg ”Problematisk folkefront” i Arbejderen (den 27. august) fremsætter Ole Thorbek (OT) nogle påstande om arbejderfjendske og ødelæggende handlemåder hos det franske og det spanske kommunistiske parti i 1936 under Folkefronts-regeringerne i de to lande.

Folkefrontens arbejdsmetoder er stadig retningsgivende for kommunisternes arbejde.

Jeg har ledt, men ingen steder fundet seriøse belæg for disse påstande. Derimod finder man på nettet en mængde sider med tilsvarende nedrakning af de kommunistiske partier. Det er som regel sider, der tilhører, hvad man kalder for den yderste venstrefløj.

Men jeg kan anbefale OT at læse den schweiziske historiker Rudolf von Albertinis artikel Zur Beurteiligung der Volksfront in Frankeich (1934-38) og Dolores Ibarruri’s selvbiografi, El único camino. Den er oversat til tysk og sikkert også til engelsk. Hun var kommunist, han bestemt ikke.

Fascisme betyder krig

Derudover føler jeg trang til at minde OT om, at Fokefronten var ”Folkefronten mod krig og fascisme”. ”Truende fascismens fare står i vor horisont…”, og fascisme betyder krig.

Som navnet også siger, var det en bevægelse for fredens bevarelse, og Folkefronten var midlet hertil.

Den blev kæmpet frem - eller søgtes kæmpet frem – som en omfattende folkebevægelse, hvis grundstamme var en arbejderenhedsfront, tilvejebragt gennem samarbejde – ”fra neden og fra oven” - mellem de kommunistiske og socialdemokratiske arbejdere og partier.

Den var ikke en bevægelse for den socialistiske revolution, men dog en bevægelse på vejen derhen.

Det var en bevægelse for genskabelse af det borgerlige demokrati, hvor det allerede var mistet, og en sikring og udvidelse af det, dér hvor det stadig fandtes. Deraf inddragelsen af blandt andet småborgerlige klasser og lag.

Det brede samarbejde

Folkefronten var i første række heller ikke en bestræbelse på regeringsmagt.

Men de erfaringer, som den socialistiske og kommunistiske bevægelse har fået gennem Folkefronts-regeringernes virke, deres indre og ydre svagheder og deres nederlag, er uvurderlige. Faktisk på linje med Pariserkommunens.

Til sidst: Det er værd at mærke sig Folkefrontens to arbejdsmetoder: Enhedsarbejdet og aktionsenhedens metode. De opstod i modsætning til den sekterisme, der prægede de fleste kommunistiske partier indtil verdenskongressens beslutninger i 1935.

Disse to gennemprøvede metoder og erfaringerne med dem lever videre, og de bliver brugt den dag i dag. For begge metoder gælder, at det aftalte grundlag ikke af nogen part i samarbejdet/aktionen må fraviges.

Man går så langt – eller så kort – som enheden holder, og ikke et skridt videre. Man fortsætter sine diskussioner indadtil, men udadtil er man loyal over for det fælles grundlag. Disse metoder er stadig retningsgivende for kommunisternes arbejde.