16 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En smuk tanke - i teorien

En smuk tanke - i teorien

Mange skolefolk har advaret regeringen om, at de mest sårbare børn ofres i inklusionens navn. Men det er åbenbart et korstog, der skal gennemføres uanset ofrene.

Lærerne skal i forvejen gennemføre differentieret undervisning af hver enkelt elev i klassen. Så det er ikke rimeligt at forlange, at de også skal håndtere behandlingskrævende elever, som har alvorlige diagnoser.
FOTO: Bille
1 af 1

Et nyt skoleår er skudt i gang, og målsætningen for politikerne er klar: Endnu 10.000 børn skal frem mod 2015 inkluderes i almindelige folkeskoleklasser i stedet for at gå på specialskoler.

Vi er efterhånden mange, der har advaret regeringen om de uheldige konsekvenser, men inklusionen synes at være blevet politikernes korstog, der skal gennemføres uanset hvor mange ofre, det medfører - der er jo penge at spare.

Forældre og lærere er rådvilde over situationen for slet ikke at tale om de sårbare unge, der er de største ofre i denne sammenhæng, børn med for eksempel autisme og ADHD, som ikke bare lige kan indordne sig under folkeskolens normer.

Som skoleleder på Fjordskolen, hvor mange af eleverne lider af ADHD og lignende opmærksomhedsforstyrrelser, sker det desværre alt for tit, at jeg bliver kontaktet af forældre, der er dybt frustrerede over, at de ikke kan få hjælp til deres børn. Deres børn mistrives i folkeskolen, fordi de ikke forstår det sociale samspil med andre børn og har brug for langt mere struktur, for at få hverdagen til at fungere.

Folkeskolen er ikke et behandlingssted, og lærerne bliver ikke behandlere af at komme på korte kurser.

Jeg husker særligt ét hjerteskærende tilfælde, hvor en elev var endt med at være selvmordstruet på grund af mistrivsel, der senere viste sig at skyldes ubehandlet ADHD.

Inklusion er i teorien en smuk og sympatisk tanke, men det fungerer bare ikke i praksis, og det er på tide, at vores politikere indser det. Folkeskolen er ikke et behandlingssted, og lærerne bliver ikke behandlere af at komme på korte kurser.

Og jeg finder det højst urimeligt at bede vores dygtige folkeskolelærere om at løfte de udsatte unge - som vi skal huske på ofte har behandlingskrævende diagnoser - samtidig med, at de skal undervise, differentiere og udfordre 20 andre elever.

Sidst men ikke mindst handler det om samfundets holdning til både elever, forældre og lærere. Skal børn med ADHD ikke have en lige så god skolegang som almindelige elever? Drop jeres korstog, kære politikere, og begynd - venligst hurtigst muligt - at tænke på børnene frem for økonomien. Det vil gavne vores samfund i sidste ende.

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. sep. 2013 - 09:15   07. sep. 2013 - 09:15

Læserbrev

Ingvald á Kamarinum Specialskoleleder, Holbæk