Min gode partikammerat, Kasper Pauli Pedersen, argumenterer i et indlæg (EU-modstanden og Enhedslisten) den 3.februar imod, at Enhedslisten skal stille selvstændigt op til det kommende EU-parlamentsvalg. Det gør han, fordi han mener, at modstanden mod EU ikke er specielt socialistisk, men først og fremmest handler om national selvbestemmelse. Derfor skal vi fortsat pege på Folkebevægelsen.

For mig er det ikke et "enten-eller". Jeg synes, der er brug for både den tværpolitiske Folkebevægelse og den socialistiske Enhedsliste på stemmesedlen – gerne i et valgforbund.

Modstanden mod EU's politik er voksende i hele Europa – og nye, stærke, folkelige bevægelser og partier vinder frem. 

Når jeg synes, der er behov for en klar venstreorienteret og socialistisk stemme i EU-debatten, er det fordi EU gennem de seneste årtier har udviklet sig i stadig mere aggressiv nyliberalistisk retning.

En højre/venstre akse

I hele Europa mærker befolkningerne konsekvenserne af den ødelæggende nedskæringspolitik. Heldigvis er modstanden mod EU's politik også voksende i hele Europa – og nye, stærke, folkelige bevægelser og partier vinder frem. 

Udviklingen betyder imidlertid samtidig, at de politiske diskussioner og kampe om og i EU i højere grad end tidligere bevæger sig på en højre/venstre-akse. Vores kritik af EU er absolut ikke den samme som de britiske konservatives. De ønsker fortsat at kunne udnytte det indre markeds billige udenlandske arbejdskraft, men uden at tilbyde den vandrende arbejdskraft de samme rettigheder. 

Vi ønsker omvendt at gøre op med arbejdsgivernes mulighed for overhovedet at importere underbetalt udenlandsk arbejdskraft gennem et opgør med reglerne i det indre marked eller vedtagelsen af en social protokol, der sikrer, at lønmodtagernes rettigheder står øverst.  Samme store uenigheder findes i forhold til miljø-spørgsmål, håndteringen af flygtningekrisen og så videre.

Derfor mener jeg, at det er afgørende, at der findes et venstreorienteret og socialistisk parti på stemmesedlen ved næste EUP-valg, som kan deltage i debatten ud fra et skarpt venstreorienteret perspektiv – både under og mellem valgene.  

Stort vælgerpotentiale

Den rolle kan Folkebevægelsen ikke opfylde på grund af sin tværpolitiske karaktér. Men det kan Enhedslisten. Vi kan ganske enkelt to forskellige ting – og kan appellere til forskellige grupper. Jeg synes det var en klar fordel ved den seneste folkeafstemning, at både Enhedslisten og Folkebevægelsen var aktive i valgkampen. Sådan bør det også være til næste EU-parlamentsvalg. 

Jeg er ikke i tvivl om, at vi i fællesskab kan trække flere vælgere til unionsmodstanden end Folkebevægelsen kan alene. Halvdelen af Enhedslistens vælgere stemte ikke på Folkebevægelsen ved sidste valg. Der er med andre ord et stort uindfriet potentiale, og målinger efter sidste valg viste, at hvis Enhedslisten havde været på stemmesedlen, havde vi sammen med Folkebevægelsen kunnet trække to mandater. 

For mig er det, som Kasper også peger på, et vigtigt argument, at Enhedslisten med et mandat og en gruppe i EU-parlamentet vil kunne bidrage bedre til opbygningen af stærke samarbejder mellem folkelige bevægelser og venstrefløjspartier på tværs af Europa. Det er helt afgørende for et opgør med EU's nedskæringspolitik, for som vi tydeligt så med ydmygelsen af Grækenland, så er det svært for et enkelt land at konfrontere EU-eliten alene. 

Det er rigtigt, at Enhedslisten historisk har haft en uenighed med dele af den sydeuropæiske venstrefløj om muligheden for at forvandle EU til noget bedre. Men i de seneste år er udviklingen gået i vores retning, og i hele Europa er kritikken af EU og euroen voksende på venstrefløjen.

Enhedslisten bør med vores lange historie for modstand mod såvel EU's centralisering som euroen indtage vores naturlige plads side om side med vores kammerater fra Die Linke, Podemos, Vänsterpartiet, Sinn Fein og alle de andre gode kræfter, der kæmper for velfærd og lønmodtagerrettigheder.