Danmarks tid i Afghanistan lakker mod enden. I løbet af år 2013 er det planen at langt størsteparten af de danske tropper trækkes hjem, ligesom tilfældet desuden er for de andre tilstedeværende vestlige lande.

I forbindelse med tilbagetrækningen adskiller Danmark sig dog på et punkt i forhold til en lang række af de øvrige krigsførende lande, som vi ellers så ofte sammenligner os med. Denne adskillelse kommer i forbindelse med de afghanske tolke, der har arbejdet for de danske tropper i landet.

"Særligt vil jeg sende min hilsen til vore soldater og andre udsendte på farefulde poster. De gør en stor og modig indsats, som gør Danmark ære."

Ovenstående ord tilhører ingen ringere end Hendes Majestæt Dronningen, og om man så i første omgang var for eller imod Danmarks deltagelse i krigen, kan man ikke andet end at give hende ret. Soldaterne gør så absolut en modig indsats.

Under alle omstændigheder er det under al værdighed, at man ikke i det mindste tilbyder tolkene asyl.

Personligt mener jeg, at de afghanske tolke gør en ligeså modig indsats. De er med til at gøre de udenlandske troppers arbejde i landet muligt, selvom prisen er et sigtekorn fra Taleban på deres hoved.   

Med det in mente er det helt igennem logisk, værdigt og ansvarligt at lande som Storbritannien, USA, Canada, Tyskland, Norge, Sverige, New Zealand og Australien hver især har fundet forskellige asylløsninger for de stærkt udsatte tolke.

Danmark er derimod en anden snak. "Vi har ikke planer om at tilbyde tolkene asyl i Danmark.", som forsvarsminister Nick Hækkerup så direkte udmelder.

Han forsvarer synspunktet med at tolkene overvejende er rekrutteret udenfor Helmand-provinsen, hvorfor de skulle have bedre muligheder for at undgå hævndrab, når de vender hjem. Bare det at hævndrab er på tale, bør være mere end rigeligt til, at Danmark ikke modsætter sig de lande lande på netop dette punkt.

Man kan ikke lade være med at frygte, at den stigende islamofobi i den danske befolkning har noget at gøre med beslutningen. Venstre og Dansk Folkeparti har udtrykt enighed i beslutningen, og det kunne minde om, at man hellere vil lade de afghanske tolke i stikken end at skulle "forsvare" det større antal asylmodtagere, som der jo i medierne og folkestemningen udtrykkes så stor modstand imod.

Under alle omstændigheder er det under al værdighed, at man ikke i det mindste tilbyder tolkene asyl. Så kan man lade det være op til dem, om de finder det sikkert nok at returnere til deres lokalområde, eller om de vil tage imod asyl og en ny sikker tilværelse uden for Talebans rækkevidde.

Jeg håber beslutningen tages op til genovervejelse, så tilbagetrækningen kan foregå med værdigheden i behold.