Vi står i en situation som vel de færreste havde drømt om, kapitalismen er i en af de dybeste kriser i sin historie.

Det er ikke en normal cyklisk krise, det er heller ikke et sammenfald af flere cykliske kriser, det er kapitalismens almene krise, der slår ud i lys lue.

Hvordan skaber vi samling i arbejderbevægelsen om en anden kurs? Jeg vil gerne tage udgangspunkt i fagbevægelsen.

EU

Vi må bryde den handlingslammelse, som vi oplever, ved at vi koncentrerer kræfterne om politiske krav, der kan sikre en ny aktivitet. Omdrejningspunktet er, at vi indleder en proces, hvor Danmark frigør sig fra bindingerne til EU og euroen. Det står klart, at regeringen er indstillet på at arbejde inden for de rammer, som EU udstikker, og de ønsker på ingen måde at gå ud over disse begrænsninger.

Derfor må fagbevægelsen koncentrere sig om områder, som bryder med EU-politikken, men samtidig gøre det på en måde, der samler bredt. Netop holdningen til EU er for mig at se det allervigtigste spørgsmål, som kommer til at bestemme vores fremtid. Unionen er et eksempel på, hvordan tidligere stridende monopolkarteller fandt ud af at gå sammen i et endnu større kartel for bedre at kunne stå sig i den internationale konkurrencekamp.

I princippet står vi over for den samme klassefjende, som vi gjorde i 1930'erne og 40'erne, blot på et betydeligt mere fremskredent niveau. I denne kamp kan vi hente inspiration i besættelsestiden 1940-45.

Der er betydelige ligheder med den situation, arbejderbevægelsen befandt sig i dengang og i dag. Besættelsen af Danmark blev af borgerskabet brugt til at afskaffe dyrtidsreguleringen, sænke lønnen og forbyde strejker i virksomhederne - alt sammen med tysk billigelse.

Erfaringer

De samme træk er under udvikling i dag, hvor afviklingen af det danske overenskomstsystem og de faglige rettigheder er sat på dagsordenen. Gav arbejderklassen op over for den tyske besættelse? Nej det gjorde den langt fra! Det illegale DKP gik i gang med at organisere modstanden i et langt og sejt arbejde ude på de enkelte arbejdspladser og i fagforeningerne. Det hører til partiets stolte stunder, at det i 1943 lykkedes at sprænge samarbejdspolitikken over for Hitler-Tyskland og folde modstandskampen ud i hele sin bredde.

Kampen i dag foregår naturligvis under andre og nye former, end den gjorde under besættelsen. Men evnen til at vurdere tingene klassemæssigt og træffe de rigtige beslutninger kan vi i høj grad anvende i dag. Vi må begynde at formulere en politik, som i et for arbejderklassen forståeligt sprog viser en udvej af krisen. Det er ikke dansen på de bonede gulve, der er det centrale, men derimod det seje og slidsomme arbejde på fabriksgulvet.

Det betyder, at vi i arbejderbevægelsen nøje må overveje, hvor og hvordan vores kræfter bliver anvendt. Min opfordring til jer er derfor: Vi må finde tilbage til de takter, som vi kendte tidligere i arbejderbevægelsen i 1970'erne og 80'erne, hvor det lykkes at skabe enhed mod højre.

Det skal gøres med den fornødne indsigt, så de, der står vaklende over for arbejderklassens krav, tvinges til at tage stilling til fordel for kravene. Vi må genfinde de traditioner i arbejderbevægelsen, som gør det muligt at vinde fremgang for alt det, der er progressivt og demokratisk i vores land. Gør vi det, kan vi, som vi har gjort det før, udrette mirakler!