I sit svar på mit indlæg betegner Jette Kromann (JK) den 28. juni Socialdemokratiet som et neoliberalt, borgerligt parti. SR-regeringen har – også da SF var med – ganske vist gennemført en række nyliberalistiske tiltag. Men man bør ikke undervurdere, at der i Socialdemokratiet og i fagbevægelsen har været modstand imod denne politiske kurs, blandt andet vedrørende den ulyksalige dagpengesag.

Mange sekteriske strømninger har gennem tiderne dømt Socialdemokratiet til at være et borgerligt parti.

Ved blot at stemple Socialdemokratiet som et borgerligt parti kan vi ikke knytte an til de progressive socialdemokrater, der vil en anden vej. Sporene fra begyndelsen af 30’erne, hvor kommunisterne betegnede Socialdemokratiet som "social-fascister", skræmmer.

I forlængelse af denne tradition har mange sekteriske strømninger, der har glimret ved fraværet af forslag til konkrete, brugbare politiske tiltag, har gennem tiderne dømt Socialdemokratiet til at være et borgerligt parti.

Socialdemokratiets rødder

Men Socialdemokratiet har stadig rødder i arbejderklassen, som partiet er afhængig af. Med denne afhængighed in mente, giver det ikke mening at stemple Socialdemokratiet som et borgerligt parti.

JK erkender, at det ikke i den aktuelle situation vil være muligt at etablere en regering bestående af EL og SF. Formålet med denne regeringsformel er ifølge JK at få EL til at bryde med sin "venstrereformistiske" parlamentariske kurs. Men forslaget om en EL - SF-regering er et slag i luften, som ikke bidrager til nogen form for mobilisering. En seriøs regeringsformel bør udledes af den politiske situation og ikke af fraktionskampe i et politisk parti.

Det, der er brug for, er politiske processer, der kan samle venstreorienterede socialdemokrater, folk fra fagbevægelsen og andre bevægelser, SF’ere, folk fra EL og eventuelt Alternativet til at udkrystallisere og mobilisere for et aktuelt politisk program for en arbejderregering. Hvis vi på forhånd udelukker Socialdemokratiet fra denne proces, får den ingen gang på jorden.