Det forekommer verdensfjernt, når Finn Sørensen siger: "Der er brug for en antikapitalistisk, socialistisk EU-modstand", når det han i virkeligheden mener er, at "hvis vi kan vinde en plads i EU-parlamentet, kan vi styrke venstrefløjen i parlamentet og have en platform til at føre en antikapitalistisk politik mod EU".

Hvad antikapitalistisk politik betyder, giver Finn ikke nogen forklaring på. Men hvis det ikke blot skal betragtes som en besværgelse, må udtrykket nødvendigvis have en definition.

Hvem vil være vindere, og hvem vil være tabere, hvis et valg giver et mandat til Enhedslisten – og tab af et mandat til Folkebevægelsen.

Jeg erindrer, at Rosa Luxemburg brugte udtrykket for at klargøre, hvordan det tyske socialdemokratiske parti og fagbevægelse havde travlt med at hverve medlemmer, lave aftaler og polstre sig selv, frem for at bekæmpe klassefjenden og udarbejde en antikapitalistisk politik.

Anders Lundkvist, Erik Prinds og Jan Helbak havde i efteråret nogle lignende proklamationer i en artikel på Modkraft. De var baserede på en "måling", der viste, at 45 procent af Enhedslistens stemmer ved folketingsvalget ikke faldt på Folkebevægelsen mod EU ved valget til EU-parlamentet.

Hvem bliver vinderne?

De tre konkluderede derpå, at hvis Enhedslisten opstiller til EU-parlamentsvalg, vil alle Enhedslistens folketingsvælgere stemme på Enhedslistens kandidat.

Hvis man tager målingen for pålydende, som udtryk for en tendens, har de tre en pointe. Men hvem vil være vindere, og hvem vil være tabere, hvis et valg giver et mandat til Enhedslisten – og tab af et mandat til Folkebevægelsen.

Enhedslisten er et nationalt, socialistisk parti og Folkebevægelsen imod EU er en national, demokratisk bevægelse.

Ligesom Finn Sørensen har de tre ovennævnte gjort sig nogle forestillinger om, hvad deres udsagn skal bruges til. De siger: "Enhedslisten skal være principfast i sin politiske målsætning: Socialisme. Men fleksibel i sin strategi: udmeldelse eller forandring af EU!"

Under alle omstændigheder mener de tre, at "Enhedslisten skal samarbejde med European Left om at påvirke udviklingen i Europa". Så de tre og Finn Sørensen vil altså foreslå opstilling til EU med forventningen om, at det vil give ét mandat.

Men hvad nu med Folkebevægelsen, og hvad med Enhedslistens medlemmer?

Den demokratiske kamp

Hvis vi begynder med medlemmerne, vil der tegne sig en uoverensstemmelse med det principprogram, vi netop har vedtaget, for her står der blandt andet: ". . .det en vigtig opgave for Enhedslisten at være drivkraft for de mennesker og bevægelser, der er modstandere af nyliberalismens angreb på arbejderklassens rettigheder og vilkår – og for alle dem, der vil forsvare og videreudvikle velfærd og fællesskab".

Hvis man nu som medlem er blevet usikker på, hvad der er op og ned omkring Folkebevægelsen, skal man ikke læse videre i principprogrammet, for så står der nemlig blandt andet: "Folkelig mobilisering og folkelige bevægelser er kernen både i kampen for socialisme og i den daglige forsvarskamp."

Man må opfatte vores partiprogram som en opfordring til, at vi vinder menneskerne – der hvor vi er – for en socialistisk omformning af vores samfund. At vi virker for – agiterer for – at skabe bevægelser, der gennem demokratiske krav vinder omfang og styrke til at påvirke udviklingen.

Sådanne bevægelser vil i deres udgangspunkt altid være nationale.

Selve klassekampen tager også udgangspunkt i bevidstheden om, at det er den konkrete kapitalistiske virksomhed og ikke kapitalismen som sådan, der er fjenden. Det er den internationale arbejderbevægelses erfaring, at landenes selvstændighed og selvbestemmelsesret er afgørende for, at klassekampen kan give arbejderklassen sejre.

Hvis kampen mod EU ophører med at være en demokratisk kamp – og dermed en national kamp – vil det fremover være utænkeligt at kunne forene synspunkter fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten, uden at koble alle andre politiske holdninger fra.

En dumhed at sige farvel

Selv om Enhedslisten i mange og lange perioder har ladet Folkebevægelsen køre på lavt blus ved ikke bevidst at tilføre bevægelsen muskelkraft, må denne dumhed ikke bevirke, at partiet vinker farvel til en af nyere tids længst levende og magtfulde bevægelser.

Erfaringen viser også, at partiernes repræsentation i EU-parlamentet overhovedet ikke har nogen betydning for den danske debat om holdninger til EU.

Kun når der opstår spørgsmål, der peger på fundamentale forhold i Danmark, kan det have betydning, at man har folk på stedet. Men det ser jo nærmest ud som et paradoks, at det er Folkebevægelsen, der tilgodeser mange borgerlige nej-vælgere, som ikke kan se sig selv i selskab med hverken Dansk Folkeparti eller Enhedslisten.

Men det er ikke noget paradoks, at borgerlige, demokratisk indstillede mennesker vælger Folkebevægelsen imod EU – for det gør socialistisk indstillede mennesker også.