Det er et gigantisk selvmål, Enhedslisten er ved at score i sin kamp for at bevare DRs Underholdningsorkester.
Uforståeligt er det også. Man spiller nok så lystigt sammen med de konservative, Dansk Folkeparti og Venstre, og de blåsorte toner, der kommer ud af dette samspil, er dybt reaktionære.
Hvor er det større perspektiv i denne kamp? Har Enhedslisten i det hele taget en kulturpolitik, eller hopper man populistisk fra sag til sag?
Hvis Enhedslisten havde haft en progressiv kulturpolitik, ville man ganske givet være kommet med helt andre krav.
Uklart er det, hvad den aktuelle sag i det hele handler om? Gælder det om at bevare et bestemt orkester? Drejer det sig om at bremse enhver modernisering, eller handler det om at genere en radikal kulturminister, og hvorfor koncentrerer man sig om et orkester, når det vel ret beset burde handle om den musik, der skal spilles i radioen?
Hvis Enhedslisten havde haft en progressiv kulturpolitik, ville man ganske givet være kommet med helt andre krav. Man kunne for eksempel bede om, at DR fik en musikprofil, der bar præg af, at integration af indvandrere og flygtninge er en vigtig opgave for en public service kanal, og i så fald ville det være oplagt at forlange en musikprofil der blandt andet også omfattede tyrkisk, arabisk og indisk musik.
Men nej. Man giver sig til at kæmpe for et orkester, der har et overvejende klassisk - det vil sige europæisk - og dermed ofte et kristent inspireret repertoire, (lige nu spiller de gudhjælpemig Messias), og man må spørge: Hvis Underholdningsorkesteret bevares, vil det så medføre, at der bliver færre midler til at spille tredjeverdensmusik?
Hvis dette er tilfældet, kan man godt forstå, at Dansk Folkeparti går ind for Underholdningsorkesterets bevarelse, men det burde ikke være en sag for Enhedslisten.
Lav dog en aftale med kulturministeren der handler om kulturpolitik og en udadvendt musikprofil, og overlad det derefter til DR at føre den ud i livet uden indblanding fra populistiske politikere med fordækte motiver. Det kan nås det endnu, men det haster.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278