Lars Ulrik Thomsen (LUT) er uenig med Otto Carlsen i dennes bedømmelse af regeringens udspil om løntilskud til jobskabelse. Jeg synes ikke, at det på nogen måde er et udspil, der kommer i nærheden af at løse de problemer, som den såkaldte "dagpengereform" kaster en masse mennesker ud i fra nytår.

Til gengæld er det uklar tale, når LUT påkalder sig kendskab til den politiske økonomi, som grundlag for at bedømme et konkret politisk udspil. Arbejderklassen er – som jeg ser det – i en situation, hvor der i Folketinget synes at være et politisk flertal for at beskære tilkæmpede rettigheder, dagpenge og optjeningsperiode.

Det er for nærværende alene Enhedslisten, der i Folketinget varetager arbejderklassens interesser

Enhedslistens 12 mandater bliver brugt på at gøre disse beskæringer så lempelige som muligt. Allerhelst at "dagpengereformen" bliver taget af bordet, og/eller at en vedtagelse bliver modsvaret af en jobgaranti. Det er for nærværende alene Enhedslisten, der i Folketinget varetager arbejderklassens interesser, mens Socialdemokraterne og SF synger med i kapitalisternes kor.

Jeg er medlem af Enhedslisten, og kender ikke Otto Carlsen. Men jeg deler ikke den opfattelse, at man skal have styr på Marx’ udlægning af den politiske økonomi for at kunne have en politisk holdning. Jeg er – som det fremgår af ovenstående – ikke enig med Otto Carlsen, men jeg må samtidig fortælle LUT at hans udlægning af Marx’ lære er temmelig lemfældig.

LUT skriver, at et statstilskud til kapitalisten på 25.000 kroner "sænker værdien på arbejdskraft og ..... øger merværdiraten". Men det er ikke rigtigt. For selv om man kan sige, at merværdiraten kunstigt forøges med et statstilskud, vil værdien af de producerede varer ikke ændre sig. For det er jo den samme mængde arbejde, der medgår til at producere dem – og dermed vil heller ikke arbejdskraftens værdi ændres. Jeg vil naturligvis medgive, at hvis enhver virksomhed skal leve af et tilskud til merværdien fra staten per ansat, så vil dette provenutab udhule arbejdskraftens værdi.

Når arbejdsgiverne ikke har modtaget aftalen med den store jubel, skyldes det formentlig at de hellere havde set en skattelettelse eller et direkte angreb på arbejdstid og arbejdsløn. En forøgelse af arbejdsstyrken med et par mand skal i kapitalistisk optik også ses i forhold til den merværdi, som virksomhederne på nuværende tidspunkt får ud af deres ansatte.

Alle lønarbejdere – offentligt eller privat ansatte – skal være opmærksomme på, at når der sker indskrænkninger af dagpengeretten, forhøjelse af institutionstakster, bankgebyrer, punktskatter og nedskæringer i kommunernes aktiviteter med mere, så betyder det, at arbejdslønnen bliver udhulet, og arbejdskraften mister værdi. For igen at hæve arbejdskraftens værdi, tvinges arbejderen derfor til at øge arbejdstempoet – eller at indlede en retfærdig lønkamp.