I Arbejderen den 25. juni, kunne jeg med glæde læse flere artikler om den kurdiske sag. Her har jeg en del indvendinger til artiklen af Deniz Serinci (DS).

Allerede i indledningen viser han sin ensidige journalistik ved at skrive, at "demonstranterne kastede benzinbomber mod ordensmagten, som derefter åbnede ild". Denne kommentar ligner fuldstændig tyrkiske magthaveres udtalelser.

Det viser, at DS bevidst fordrejer forløbet ved at skrive "vrede demonstranter". Når man læser dette, så tror man, at "ordensmagten" er den fredelige i denne konflikt. Sandheden er, at "ordensmagten" under hele forløbet gang på gang har kastet røgbomber ind i folkemængder bestående af kvinder, børn og unge.

DS bringer yderligere udtalelser fra den tyrkiske forsvarsminister Ismet Yilmaz om, at "ethvert land har ret til at sikre sine grænser". DS er slet ikke kritisk over for denne udtalelse.

Ikke grænseposter

Protesterne mod opbygningen af en militærpost finder nemlig sted for eksempel i Lice, der ligger omkring 600 kilometer fra den irakiske grænse og 300 kilometer fra den iranske grænse. Dermed er det en stor løgn, at "militærposterne bygges langs grænserne".

Udover opbygningen af de mange hundrede militærstationer (både stationære og mobile) og kontrolposter har regeringen startet opbygningen af flere dæmninger, der kaldes "sikkerhedsdæmninger", i kurdiske regioner, som for eksempel Dersim, Sirnak og Siirt. Alene i Dersim er der planer om at bygge 24 dæmninger.

Udover den militære optrapning i Kurdistan ødelægges landet med dæmninger og ødelagte skove.

Dersim ligger også fjernt fra grænserne til Iran og Irak. Også her har regeringen startet og planlagt i alt 52 militærstationer, hvoraf 22 allerede er igangsat. Det viser, at regeringen har en anden dagsorden end at skabe fred i regionen. Det betyder, at udover den militære optrapning i Kurdistan ødelægges landet med dæmninger og ødelagte skove.

Et andet sted i artiklen citerer DS følgende udtalelse fra endnu en tyrkisk myndighed med kritik af PKK: "PKK har i et år ikke formået at gøre verden opmærksom på problemet. Det prøver de så på nu." DS bringer også denne udtalelse ukritisk!

Den er heller ikke sand. For allerede i maj 2013 - da de startede deres tilbagetrækning fra Tyrkiet ifølge våbenhvileaftalen tidligere på året - har PKK's ledere påpeget problemet med planlægningen af opførelse af nye militærposter.

Da regeringen ikke stoppede opførelsen, herunder den i Lice, fandt der også dengang protester sted fra befolkningen. Under disse protester i juni 2013 (bemærk tidspunktet), skød militæret igen på demonstranterne i Lice, dræbte en ung mand, Medeni Yildirim, og sårede otte andre.

Atter fordrejede de tyrkiske medier og myndigheder det hele, ligesom DS gør i sin artikel. Et år efter dræbtes yderligere to demonstranter samme sted og af samme årsag.

Regeringens indrømmelser

DS skriver stolt om de ændringer, AKP-regeringen har besluttet. De kurdiske myndigheder har allerede forlængst givet deres landsbyer deres kurdiske navne og anvender kurdisk i mange sammenhænge, trods dette fortsat er forbudt af grundloven.

Kurderne gør det, fordi de har betalt en stor pris, og ikke fordi den tyrkiske stat skænker dem det. En anden mærkværdig kommentar i artiklen er, at DS kalder PKK "Det kurdiske PKK". Denne og lignende vendinger kender vi fra de officielle tyrkiske og danske udtalelser.

Man ved, at der kun findes ét PKK (Kurdistans Arbejderparti), og det er kurdisk. Man behøver ikke at nævne "kurdisk", for der er ikke et arabisk eller persisk PKK. I årtier har tyrkiske myndigheder kaldt Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) og Kurdistans Patriotiske Union (PYD) for "KDP-Irak" og "PYD-Irak".

Som bekendt har den danske anklagemyndighed i de seneste mange år kørt - og kører adskillige retssager mod kurdere og kurdiske interesser i Danmark, herunder ROJ-TVsagen. Disse sager er bygget op ved hjælp af nogle lumske kredse, der har tætte forbindelser med efterretningstjenester tværs over grænserne.

Man skal ikke glemme, at anklagemyndighedens eller Center for Terroranalyse's udtalelser slet ikke er anderledes end DS' kommentarer. Derfor er hensigten med hans artikel ikke at fremme den kurdiske sag, tværtimod.