Den politiske vision er klar: "Vi skal have flere campusuddannelser". Det lyder rigtig simpelt, og flere vil formentlig også tænke, "det er da en meget god ide". Mit spørgsmål er bare: "er det så god en ide, som det lyder?"

Campusdannelser med fokus på det økonomiske perspektiv er ikke til gavn for skolernes kernekompetence. 

Jeg er ikke fan af at måle på skoler, og for den sags skyld ikke elever, men når undersøgelserne ligger tilgængelig kan jeg alligevel ikke dy mig for at kigge med.

Dansk Erhverv har for lidt over en måneds tid siden offentliggjort deres rangering af gymnasiale institutioner, hvor man ser på karaktergennemsnit og løfteevne.

Mindre skoler klarer sig bedst

Her er det tydeligt at se, hvilken tendens der viser sig. De skoler, der ligger i toppen er mindre skoler, dog er nogen af dem campusskoler inden for de områder, der kan give mening (HTX-HHX og EUD-business-HHX), men pointen er, at det er de mindre skoler, der klarer sig bedst.

Med en ambition om flere campusuddannelser vil man se en tendens til mange store skoler, som vil centrere sig omkring de større byer.

Men på listen fra Dansk Erhverv klarer de sig ikke lige så godt, som de mindre skoler. Spørgsmålet er så: "Hvorfor?"

Det er ikke lige frem det nemmeste spørgsmål at svare på, men det, jeg oplever, er, at ved de mindre skoler er lærer-elev-forholdet meget tættere og bedre.

Lærerne og eleverne går op af hinanden hele dagen, spiser endda frokost sammen, og på den måde skabes der et bedre forhold mellem dem. Det er jeg sikker på gavner i undervisningstimerne.

Det bånd, man ser på de mindre skoler, er meget sværere at oprette på de større skoler, hvor elevtallet er meget højere i forhold til antal af lærere.

Det kræver derfor en del ekstra tid af lærerne- som de ikke har - til at opbygge en relation til eleverne. En relation, der kan bruges til at tilrettelægge undervisningen til gavn for alle eleverne. Det er en svaghed ved de store skoler, som er rigtig vigtig at have med.

Spot på fagligt fokus

Desværre virker det til at snakken om campusuddannelser vokser ud af økonomiske incitamenter, og når anledningen for campusdannelser ikke er båret af faglighed og fagligt fokus, kan det aldrig nogensinde blive en uddannelsesmæssig løsning.

Campusdannelser med fokus på det økonomiske perspektiv er ikke til gavn for skolernes kernekompetence. Desværre er det bare den vej, vi går, med mindre vi stopper op, og ser os omkring. Derfor vil jeg gerne stille politikerne spørgsmålet: "Hvad vil vi med vores uddannelser?"

For mig er det klart. Jeg vil et uddannelsessystem, hvor læring er i fokus. Hvor der er midler til skolerne, så de kan have fokus på deres kernekompetence og ikke skal være bange for, om de er de næste, der skal dreje nøglen om.

Jeg vil også et uddannelsessystem, hvor skolerne er lokalt funderet, og hvor den nærmeste skole ikke er i den nærmeste storby, som ligger flere timer væk. Hvor der er tid til, at lærer og elev kan udvikle sig sammen, og hvor vi når det potentiale, vi alle har i os.

Det lyder af meget, men det er det ikke! Det er noget, der kan gøres noget ved, og det skal der! Jeg håber inderligt, at politikerne vil være med til at tage ansvar og give os en uddannelse af kvalitet. Kvalitet koster penge, og med de nedskæringer, der florerer lige nu, så er det ikke det, vi får – det er tværtimod kvantitet.