I forbindelse med en opmærksomhed på, at en ung somalier har fået ophævet sin opholdstilladelse,  har der været røster fremme fra fagforeninger mod Udlændingestyrelsens afgørelse. 

De grupper, der falder uden for det ordinære arbejdsmarked, har mærket det i form af økonomisk nedtur og af mediernes og politikernes nedgørelse af dem.

Begrundelsen herfor er, at vedkommende er selvforsørgende og er aktiv i foreningslivet i Thisted, og den pågældende er en løsning på den manglende arbejdskraft i slagteriet.

Et af de væsentligste argumenter fra Bente Sorgenfrey var, at der skal foretages en konkret individuel vurdering af myndighederne, og udlændinge, der er selvforsørgende, skal have fast opholdstilladelse i Danmark.

Det minder i uhyggelig grad om fortidens krav til mennesker, der søgte om hjælp: at de skulle være værdigt trangende. 

Det er besynderligt, at folk fra fagbevægelsen tilsyneladende køber den borgerlige ideologi om, mennesker kun har en værdi i kraft af et arbejde. 

Det er et meget illustrativt eksempel på, at lønmodtagere kun opfattes som en vare, og kun har værdi, sålænge de er produktive.

De grupper, der falder uden for det ordinære arbejdsmarked, har de sidste mange år ikke alene mærket det i form af økonomisk nedtur, men også i form af mediernes og politikernes nedgørelse af dem.

Selv folk med et hårdt arbejdsliv bliver beskrevet som en byrde, den dag de bliver pensionister.
Der er et meget trist eksempel på den omtalte tankegang, nemlig at mennesker uden eller med næsten ingen erhvervsevne tilsyneladende har en bevisbyrde for at kunne få bevilliget en førtidspension.

Denne retorik om, at etniske danskere eller flygtninge/indvandrere skal have en værdi for samfundet for henholdsvis at kunne få rimelige levevilkår eller opholdstilladelse, er næppe i overensstemmelse med en solidarisk holdning og det værdighedskrav, som findes i FN's menneskerettigheder.