Det giver simpelthen ikke mening, når borgerlige politikere og andre oftest højtlønnede i øjeblikket taler om, at de høje danske mindstelønninger holder folk, herunder flygtninge, ude af arbejdsmarkedet.

Mindstelønningerne indenfor de traditionelle LO-fag ligger stort set alle imellem 119 og 125 kroner i timen fra 1. marts 2016. Her fra trækkes skat på 37 procent minus individuelt personfradrag.

Hvis man arbejder på overenskomstens mindsteløn, så har familien mere end svært ved at få en dagligdag til at hænge sammen. 

Der er altså tale om en mindsteløn på brutto cirka 20.000 kroner minus skat, ATP og en typisk egenbetaling til arbejdsmarkedspension på fire procent.  Denne efter nogles mening fyrstelige gage efter skat og så videre skal dække husleje, dagligvarer, transport, forsikringer, fagforening, a-kasse, børneinstitutioner, fritidsaktiviteter, tøj, gaver, fødselsdage, ferier og hvad en normal familie ellers har brug for. 

Hvordan nogen kan få det til at være høje mindstelønninger i et land, som er et af de dyreste lande i verden at leve i, er mig ganske enkelt helt uforståeligt. Sandheden er jo, at hvis man arbejder på overenskomstens mindsteløn, så har familien mere end svært ved at få en dagligdag til at hænge sammen.

Alene huslejeudgifterne i eksempelvis den almene boligmasse og transport med offentlig trafik til og fra arbejde tager jo om ikke hele lønnen, så en betragtelig del.

Jeg tillader mig at spørge alle disse fordomsfulde mennesker, der taler om for høje mindstelønninger, om de har gjort sig den ulejlighed at regne på, hvad der er tilbage i en familie, der arbejder på overenskomstens mindstelønninger. Og hvis de mener, at en familie med et par børn, der har et nettobeløb på mellem 4.000 og 6.000 kroner om måneden til mad og daglige fornødenheder, er for meget, så er det på høje tid, at de selv går en tur i en dagligvarebutik og ser, hvad man får for pengene.