Ole Thorbek (OT) fastholder, at Socialdemokratiet er et arbejderparti, og at det derfor skal deltage i en proces, der fører til et program for en ægte arbejderregering.

Dagpengesagen viste helt klart, at der ikke eksisterer nogen organiseret modstand i partiet eller den faglige SD-top mod den altdominerende neoliberale linje.

At afvise dette perspektiv er ifølge OT at ligne med den fatale sekteriske linje, som det tyske kommunistparti førte i 1930'erne mod socialdemokraterne, som var afgørende for arbejderklassens splittelse i kampen mod nazismen. OT bruger denne absurde historiske parallel til at "bevise" at SD ikke er neoliberalt (til trods for at han erkender SD's neoliberale regeringspolitik).

Men OT har endnu et "bevis" på SD's fortsatte arbejderklassekarakter: Der er nemlig ifølge ham modstand i SD - for eksempel på dagpengesagen. Men hverken dagpengesagen - eller andre frontale angreb fra SD-regeringen på arbejderklassen, har fremkaldt nogen form for organiseret, synlig modstand i partiet eller blandt SD-ledere i fagbevægelsen.

Hvis det havde været tilfældet, ville det være korrekt at karakterisere SD som et parti, hvori der stadig foregik en uafgjort politisk kamp mellem neoliberalisterne og reformisterne. Men dagpengesagen viste helt klart, at der ikke eksisterer nogen form for organiseret modstand i partiet eller den faglige SD-top mod den altdominerende neoliberale linje i SD.

Der skete tværtimod det, at i samme øjeblik regeringen ikke løste dagpengeproblemet, men tværtimod blot manøvrerede ved at forlænge dagpengene med et halvt år alene for dem, der stod til at falde - i det øjeblik lukkede OT's  "modstandere" i SD-fagtoppen og partiet den arbejdermobilisering ned, som havde været den eneste mulighed for at løse dagpengeproblemet i arbejderklassens interesse. (Enhedslisten stemte desværre for SD's dagpengemanøvre som "det mindste onde" og medvirkede dermed også til at afmontere den første mulige arbejdermobilisering mod SD's neoliberale politik).

Det er det, OT kalder modstand mod SD's neoliberalisme, som skal "bevise" partiets arbejderklassekarakter. 

OT hævder, at det neoliberale SD kommer til at stå i spidsen for varetagelse af arbejderklassens interesser i en "seriøs regeringsformel". Det må nu overlades til OT og meningsfæller at hylde SD's ny leder Mette Frederiksen i "opposition" mod Venstre-regeringen som endnu et "bevis" på SD's arbejderkarakter på vejen til en ægte arbejderregering. 

For ægte antikapitalister er opgaven at forenes i kamp for den nødvendige fornyelse i klassekampen gennem en enhedsfront i arbejderbevægelsen, hvor socialdemokratiske arbejdere også vil komme til at deltage. Det er klassekampen - og ikke parlamentariske illusioner om SD - der kan lede til en ægte arbejderregering.

Redaktionen anser herefter debatten om Jette Kromanns kronik for afsluttet.