15 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Et reaktionært tilbageskridt

Et reaktionært tilbageskridt

Vi er tilbage til det feudale idégrundlag for forbedringshusene. For kost og logi betalt af en ussel bistandshjælp har de bare at arbejde gratis for stat og kommune. Så kan de lære det!

I århundreder er arbejdsløse blevet sat til arbejde for staten. Det er bekymrende at ledende socialdemokrater og SF'ere - som her beskæftigelsesminister Mette Frederiksen - ikke har blik for de historiske erfaringer, arbejderbevægelsen har gjort for at nå frem til det velfærdssamfund, som nu er under afvikling.
FOTO: Claus Bech/Scanpix
1 af 1

Når man når en vis alder, kan man gribes af mismod over den grasserende historieløshed, der florerer, ikke mindst blandt yngre socialdemokrater og SF'ere, som er med til at lede dette land.

Med Steinckes socialreform i 1933 ophævede man begrebet tvangsarbejde for fattiglemmer, betlere og løsgængere, som siden 1600-tallet havde haft den tvivlsomme fornøjelse at blive forsørget på diverse fattiggårde og tugt-og forbedringhuse rundt om i landet.

I århundreder blev arbejdsløse sat til hårdt fysisk arbejde på disse anstalter drevet af staten eller sognet, som hermed profiterede groft på deres arbejdskraft. De kongelige manufakturer lukrerede vældig godt på disse tvangsarbejdere, som frembragte alle mulige nyttige ting til hær og flåde ganske gratis.

Sundholm i København blev som den sidste institution af denne art oprettet i 1908 til afløsning af Ladegården, som siden 1822 havde fungeret som arbejdsanstalt for fattige og husvilde.

Ophævelse af begrebet tvangsarbejde skyldtes arbejderbevægelsens syn på "løsgængere" som uforskyldt arbejdsløse.

Ophævelse af begrebet tvangsarbejde i 1933 skyldtes arbejderbevægelsens mere humane og sociale syn på løsgængere som uforskyldt arbejdsløse.

I Den europæiske Menneskerettighedskonvention (1950) artikel 4 stykke 2 står der, at ingen må beordres til at udføre tvangs- eller pligtarbejde. Staten kan kun være fri for dette forbud "under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens" (artikel 15).

Det var, hvad der skete under Anden Verdenskrig, da danske arbejdere sendtes til Tyskland eller til tørvegravene i Jylland. Men der henvises jo ikke til vores nuværende krigsdeltagelse i denne sammenhæng.

Når regeringen tvinger folk i "nytteaktivering" uden at give dem en anstændig, overenskomstmæssig løn for det udførte arbejde, er det et uhyggelig reaktionært tilbageskridt.

Vi er tilbage til det feudale idégrundlag for forbedringshusene. For kost og logi betalt af en ussel bistandshjælp har de bare at arbejde gratis for stat og kommune. Så kan de lære det, som det hedder.

Mennesket vil anerkendes også på arbejdsmarkedet gennem anstændige løn og ansættelsesforhold.

Hvor er respekten for individet, for arbejderbevægelsens landvindinger gennem det 20. århunderede - eller for Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 4?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. apr. 2013 - 09:32   25. apr. 2013 - 09:45

Læserbrev

af Hanne Schmidt, København