Hvis man har følgende grundopfattelse - at borgerne har medindflydelse på de retsregler, der regulerer deres livsvilkår, at man vil være solidarisk med blandt andet de svageste stillede og at man ønsker at begrænse den uhæmmede grådighed, der følger med kapitalismen, så er det uforståeligt, at man samtidig kan være tilhænger af EU.

EU har ikke ret meget med demokrati at gøre, når man i begrebet indlægger kravet om borgerens medindflydelse på den politik, der skal føres.

Borgeren kan stemme til EU-parlamentet, men derimod kan de ikke stemme om, hvem der skal være EU -kommissær. 

EU varetager udelukkende kapitalens interesser. Det ses blandt andet ved, at når EU taler om en social søjle, så omfatter det ikke en socialbeskyttelse af de mange millioner af mennesker, der befinder sig uden for det ordinære arbejdsmarked.

Jeg har svært ved at se en forskel på at være nationalist og EU-tilhænger - begge er udtryk for følelsen af overlegenhed, og manglende forståelse, af selvtilstrækkelighed og en solidaritet, der begrænser sig til 28 lande i EU.

Læser jeg Lars Schous indlæg i Arbejderen korrekt, så mener han, at EU er et værn mod højredrejning i Europa.

Det er svært at se forskellen mellem de borgerlige og socialdemokratiske regeringer, når det gælder udlændingepolitik og den sociale indstilling til folk på overførselsindkomster

Desuden har den rabiate økonomiske politik fået så meget styr over tankegangen, at selv Enhedslisten anvender ordet rådighedsrum  

Det er et faktum blandt andet i Danmark, at velstandsstigningen de sidste 30 år hovedsageligt  er havnet hos den rigeste del af befolkningen, samtidig med at uligheden fortsat vokser.

Det er lidt af et besynderligt argument fra Lars Schou, at Nordisk råd og Europarådet ikke er et holdbart alternativ til EU, fordi der er inddirekte demokrati.

Borgeren kan stemme til EU-parlamentet, men derimod kan de ikke stemme om, hvem der skal være EU-kommissær. EU-kommissionen har både initiativretten til lovgivningen og kan desuden rejse sager mod de lande, der eventuelt har overtrådt EU-lovgivningen.

Det tankevækkende er, at EU-kommissærer udnævnes. Og Kommissionen er vel at mærke et organ, der har en væsentlig drivkraft i udviklingen af EU.

Man kan næppe forestille sig, at der er en kommissær, der enten er EU-kritisk eller modstander.

Det er ahistorisk at påstå, at der ikke er noget alternativt til et system, og derfor må man leve med noget, der demokratisk er meget mangelfuldt, og en traktatbestemt liberal økonomisk politik , der fuldstændigt er blottet for en solidarisk holdning med borgere i de enkelte medlemslande og lande uden for EU.

Hvis den opfattelse havde været fremherskende i 1940'erne, så havde vi haft et system i dag, der ville have været langt mere skræmmende end de nuværende højreorienterede bevægelser.