Hvis nu EU engang ad åre mod al forventning skulle udvikle sig i en både ret demokratisk og ret socialistisk retning, ville kravet om dansk udmeldelse af EU så kunne tages af bordet? Mon ikke vi  kan enes om, at dette ikke ville blive konsekvensen. Uanset hvor demokratisk og socialistisk EU engang i fremtiden stik mod alle forudsigelser skulle gå hen at blive, så ønsker vi ikke et Danmark, der bare vil blive en region i en ny EU-superstat. 

Inden for EU-modstandernes debat vil jeg derfor tillade mig at mene, at spørgsmålet om national selvbestemmelse bør have forrang fremfor spørgsmålet om, hvilken politik EU fører eller - nærmere betegnet - hvilken politik, man sikkert aldrig kan få EU til at føre.

Alle, der har studeret lidt sprog, har været ude for, at et ord betragtes som uoversætteligt. Det være sig et udenlandsk ord, hvis præcise danske synonym ikke findes; eller omvendt et dansk ord, som egentlig ikke findes helt tilsvarende på et andet sprog.

Jeg opfatter national selvbestemmelse som noget mere end bare et demokratikrav. Det er også noget med at tillade særpræg og forskelligheder.

Den slags er et af de mange tegn på, at nationerne har hver deres særpræg. Dette kan blandt andet tænkes at bero på geografi, klima, naturen, de materielle livsbetingelser, historie, nationale myter og legender, litteratur, kunstarterne i øvrigt, og så endelig den mentalitet og de værdier, som alle disse ting gennem århudreders udvikling er blevet jordbund for.

Dette - og meget andet - får os til at føle, at vi har rødder i det land, som vi lever i og holder af. Den nationalitet, vi tilhører, er blevet en del af vores identitet.

Jeg tror, at selvværdsfølelse i positiv forstand har noget at gøre med også at være bevidst om sin nationale identitet, og hvis en sådan bevidsthed om egen identitet ellers er rationel og fordomsfri, behøver det på ingen måde at smage af nationalisme og fremmedhad, men vil tværtimod være en stor hjælp til at forstå og respektere andres nationale særpræg og identitet og dermed en bedre forudsætning for internationalt samarbejde og solidaritet.

Derfor ville jeg opfatte national selvbestemmelse som noget mere end bare et demokratikrav. Det er også noget med at tillade særpræg og forskelligheder, noget med at undgå ensretning og i stedet forsvare mangfoldigheden; samt den rigdom og alle de muligheder, mangfoldigheden rummer i sig.

For tiden verserer en debat om, hvorvidt Enhedslisten skal opstille selvstændigt, men altså i valgforbund med Folkebevægelsen ved næste EU-valg. Det synes rigtig svært at tage stilling til. Udelukkes kan det vel ikke, at det flotte nej-resultat ved folkeafstemningen den 3. december i høj grad skyldtes, at både Enhedsliste- og Folkebevægelsesrepræsentanter havde ret til at være med i debatterne, som dermed nok kom til at dække modstandersynspunkter bredere, end de måske ellers havde gjort.

Men uanset hvor denne diskussion end måtte lande, så håber jeg, at kravet om national selvbestemmelse vil få den centrale plads i argumentationen, som det fortjener.

Niels la Cour er medlem af Folkebevægelsen mod EU.