EU blander sig for tredje gang i havnearbejdernes overenskomstforhold. I 2003 og 2006 lykkedes det havnearbejderne i EU-landene i samarbejde med deres fagforeninger at nedkæmpe direktivforslag, som indeholdt et afsnit om selvservicering.

Det  betyder at alle firmaer/plattenslagere, inklusiv underbetalte søfolk, skulle have mulighed for at udføre lastnings- og losningsopgaver på havnene i Europa uden brugen af de eksisterende havnearbejdere og deres overenskomster, altså i allerhøjeste grad social dumping.

I maj 2013 blev der fremlagt et forslag til et tredje havnedirektiv. Forslaget indeholder ikke noget afsnit om selvservicering, tværtimod er det meget positivt omkring minimumsstandarder for uddannelser og sikkerhed.

Skal vi så bare læne os tilbage og nyde vores sejre fra 2003 og 2006, hvor vi jo fik begrebet selvservicering besejret. Nej, EU har valgt en ny taktik, velvidende at ordet selvservicering ville være en rød klud ikke bare for havnearbejdere men for alle, da det vil lugte for meget af social dumping.

EU's nye taktik

Den nye taktik går ud på, at de enkelte medlemsstaters regeringer bliver pålagt af trojkaen (EU, EBC og IMF) at lovgive blandt andet på havnene om at fjerne og forringe nuværende overenskomster og ansættelsesforhold til fordel for selvservicering.

Vi kan altså konstatere, at det ikke kun er havnearbejderne, der er under pres men hele vores arbejdsmarked.

Dette diktat er påbegyndt i Grækenland, Portugal, Spanien, Belgien og Tyskland. Når så et flertal af medlemsstaterne har gennemført denne tvang, er det meningen at de forringede forhold skal ophæves til et direktiv, som de enkelte lande skal vedtage ved lov.

I 2003 og 2006 var direktivforslagene rettet direkte mod havnearbejdernes overenskomsts- og ansættelsesforhold til fordel for blandt andet underbetalte søfolk og andre platugler. Nu er det ikke kun havnearbejderne, der bliver angrebet, det er hele arbejdsmarkedet, fagforeninger, overenskomstforhold, ansættelsesforhold med videre.

Der er sket meget siden januar 2006, som betyder at vi må tage EU alvorligt i vores dagligdag og kigge på konsekvenserne af EU`s arbejdsmarkedspolitik.

Lissabontraktaten trådte i kraft den første januar 2009. Heri står blandt andet, at kapitalen er vigtigere end det enkelte individ. Det betyder, at EU er en liberalistisk og kapitalistisk sammenslutning, og ud fra dette princip har EU ageret og lovgivet siden, og det er absolut ikke til gavn for den danske model.

Finanspagten

Finanspagten blev vedtaget i 2011.

Deri står der direkte, at de enkelte medlemslande blandt andet skal:

• hæves ensionsalderen

• nedsætte og forringe pensioner og efterløn

• forkorte understøttelsesperioden

• forringe understøttelsen

• forringe de offentlige overenskomster med afsmittende virkning på de private overenskomster.

Dette er langt henad vejen sket og gavner absolut ikke vores medlemmers forhold. I slutningen af 2012 udtalte EU`s økonomikommissær Olli Rehn, at der er brug for at lovgive om employment-friendly reforms, som er beskrevet i en rapporten Labor Market Development Europe 2012.

Forslagene i den "beskæftigelsesvenlige" reform for at skabe mere beskæftigelse er: yderligere liberalisering af carbotagekørsel, lavere skat på arbejde, sænkning af niveauet på arbejdsløshedsunderstøttelse (sats, varighed, optjening med videre.) 

Derudover:  at øge muligheden for midlertidig ansættelse (vikarer), at opstramme mulighederne for at gå på pension, førtidspension og efterløn at indføre senere pensionsalder og øget beskatninger af pensioner, at sænke minimumsløn og gennemføre regeringsindgreb til automatisk forlængelse af overenskomsternes varighed eller begrænsning af deres dækning.

Endvidere: at begrænse faglige organisationers indflydelse på løndannelser, at forøge den variable lønandel (akkordarbejde), at indføre fleksibel og øget arbejdstid, lavere overtidssatser, at fremme deltidsansættelse.

Man skal øge efteruddannelse og give bedre muligheder for forældreorlov, frihed til pasning af familie ved sygdom, men ingen kompensation herfor.

Endelig skal der gives støtte til øget geografisk mobilitet, og der skal være et vist antal arbejdsløse, så lønnen ikke overophedes.

Tak til dagbladet Arbejderen

Vi kan altså konstatere, at det ikke kun er havnearbejderne, der er under pres men hele vores arbejdsmarked.

Det er konsekvenserne af EU`s arbejdsmarkedspolitik, som er et direkte angreb på vores overenskomster, vores fagforeninger og den danske model.

Dette alvorlige og truende emne er der her i landet kun et eneste medie, der beskæftiger sig med her i landet. Det er dagbladet Arbejderen. Og avisen har brug for vores støtte. Stor tak til avisen. God fest.

Ovenstående er Ole Nors Nielsens tale, som han holdt til Arbejderens støttefest i Moseby 29. juni