Egentlig burde sagen være ganske enkel. Det eneste som Vestsaharas befrielsesfront, Polisario, for alvor kræver, er at der bliver afholdt en folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold.

Det gav jeg udtryk for i en radioudsendelse på Radio Mælkebøtten. I radioudsendelsen, der blev sendt den 31. maj, medvirkede også Udenrigsminister Villy Søvndal og MEP Søren Søndergaard. Men Vestsahara-konflikten er desværre langtfra enkel at løse i praksis. Marokko angreb og koloniserede i 1975 Vestsahara.

Selv om ingen anerkender Marokkos krav på Vestsahara, og selv om menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch gentagne gange har kritiseret situationen i Vestsahara, og selv om 165.000 flygtninge fra Vestsahara har levet under kummerlige vilkår i flygtningelejre i en ørken i nabolandet Algeriet siden 1975, vælger EU og verdenssamfundet ikke at gribe ind.

EU forlænger konflikten

Tværtimod  er EU med til at forlænge konflikten ved ulovligt at købe råvarer fra Vestsahara af Marokko. Der er nogle lande, som har interesse i status quo. Hvis man nu tager EU, så har man lavet flere fiskeriaftaler med Marokko, som også gælder vandene ud for Vestsahara.

Det danske medlem af Europaparlamentet, Søren Søndergaard er enig. "Det helt besynderlige ved den politik, som EU fører overfor Marokko, er jo, at på den ene side anerkender EU og EU-landene jo ikke Marokkos besættelse af Vestsahara. På den anden side forhandler man aftaler, blandt andet fiskeriaftalen, med Marokko som omhandler Vestsaharas farvande og resurser".

Der er mange ting som Danmark og EU kan gøre i forhold til Vestsahara-konflikten for at få den stoppet og få afkoloniseret Vestsahara.

Desuden er EU i gang med at forhandle en handelsaftale med Marokko på plads, en såkaldt Deep and Comprehensive Free Trade Agreement, som "er det nærmeste man kan komme at blive medlem af EU uden at være det", siger Søren Søndergaard.

"Man er gået ind og har yderligere forstærket samarbejdet med Marokko". Hvis denne aftale bliver indgået, vil den ifølge EU selv betyde en gradvis integration af den marokkanske økonomi i EU’s indre marked.

"Når valget står mellem menneskerettigheder, handelsinteresser og penge, så sker det alt for ofte i EU, at det er handelsinteresserne og pengene, der er det centrale, og Vestsahara er desværre et tydeligt eksempel på hvordan menneskerettighederne bliver skubbet helt i anden række, når det gælder om at sikre nogle lukrative aftaler for forskellige EU-lande", pointerer Søren Søndergaard.

Danmark og EU gøre ligesom Sverige, at man anerkender Vestsaharas eksilregering. Det ville have en enorm symbolsk effekt.

Men hvad mener så Danmarks udenrigsminister, Villy Søvndal, der skal gøres? "Vi presser på. I øjeblikket er det FN der varetager forhandlingerne omkring Vestsahara med Marokko", forklarer Søvndal.

"Det er afgørende, at FN spiller hovedrollen i at sikre at der kommer en folkeafstemning. Det er selvfølgeligt mit håb at det lykkes for FN at få lavet en folkeafstemning". Altså håbe på at FN klarer skærene – hvilket de ifølge befolkningen i Vestsahara mildest talt ikke har forvaltet med stor succes i de seneste par årtier - og ikke ret meget andet.

Villy Søvndal bebuder altså ikke et større pres i EU-sammenhæng. Men der er mange ting som Danmark og EU kan gøre i forhold til Vestsahara-konflikten for at få den stoppet og få afkoloniseret Vestsahara. I første omgang kan man støtte med humanitær hjælp for de 165.000 flygtninge, der sidder i flygtningelejre og lider af sult og fejlernæring.

Sveriges holdning

Men mere konkret i forhold til at løse konflikten så kunne Danmark og EU gøre ligesom Sverige, at man anerkender Vestsaharas eksilregering. De er medlem af den Afrikanske Union, de er blevet anerkendt af over 80 lande, og det ville have en enorm symbolsk effekt.

Danmark kunne også langt mere åbent fordømme Marokkos kolonisering og menneskerettighedsovertrædelser for eksempel i EU- og FN-regi, men også overfor Marokko. Og det haster med en løsning, hvis man skal undgå, at den blodige borgerkrig blusser op igen.

En del af problemet består i, at der er en masse frustrerede unge, der ikke længere har tillid til en fredelig løsning og det internationale samfund. De taler i stedet om at genstarte den borgerkrig, der sluttede med våbenhvilen i 1991. Så hvis man ikke vil stå med endnu en borgerkrig lige syd for EU’s grænser, er det måske en idé at forsøge at løse denne konflikt, inden den ender i en egentlig krig.