Danmark bør følge Sveriges eksempel og straks anerkende Palæstina. Den nye svenske socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven har meddelt, at en af den nye svenske regerings første handlinger vil være at anerkende de palæstinensiske områder som en selvstændig palæstinensisk stat.

Sverige bliver dermed det første EU-land, der anerkender staten Palæstina som en suveræn stat.

Blandt de øvrige EU-lande, der har anerkendt Palæstina, er Ungarn, Polen og Slovakiet. Men det skete, før de blev optaget i EU.

Det er en modig beslutning, siger den palæstinensiske chefforhandler, Saeb Erekat. Og det palæstinensiske selvstyres udenrigsminister, Riyad al-Maliki, takker i en erklæring den nye svenske regering for at støtte det palæstinensiske folks legitime ret til selvbestemmelse og en uafhængig stat.

Samtidig opfordrer han andre EU-lande til ligeledes at anerkende Palæstina. Blandt de øvrige EU-lande, der har anerkendt Palæstina, er Ungarn, Polen og Slovakiet. Men disse landes anerkendelser skete, før de blev optaget i EU.

EU-landene tøver

FNs generalforsamling vedtog i 2012 at anerkende Palæstina, men EU og de fleste medlemslande har endnu ikke vedtaget en formel anerkendelse.

Kampen for anerkendelse har især de seneste tre år stået centralt i palæstinensernes kamp. I september 2011 bad den palæstinensiske præsident Abbas FN’s Sikkerhedsråd om at anerkende staten Palæstina som en suveræn stat. Initiativet var klart palæstinensisk og skete som del af den palæstinensiske premierminister Salam Fayyads to-års plan fra 2009, der sigtede på at gøre palæstinenserne klar til at styre deres egen stat.

Med kampagnen "Palestine 194", appelleredes til det internationale samfund i håb om, at Palæstina blev medlemsland nummer 194 i FN.

En anerkendelse er i naturlig forlængelse af Sikkerhedsrådets centrale resolutioner, herunder 242, 338 og 1397 og følger princippet om folkenes ret til selvbestemmelse, samt Generalforsamlings-resolution 181.

Anerkendelsen skal umiddelbart gælde det territorium, som er defineret af grænserne fra før 6-dages krigen i 1967, det vil sige et territorium omfattende Vestbredden – inklusiv Øst-Jerusalem – og Gaza-striben med tilhørende kystområde. En anerkendelse vil skabe en ny forhandlingsramme, som vil betyde, at en suveræn palæstinensisk stat side om side med andre lande også i praksis bliver en realitet.

Ingen militær magtudøvelse

Alle magtudøvende parter, herunder Hamas, skal fra anerkendelsen ophøre med militær magtanvendelse, samt søge at forhindre militære aktioner uden for eget område, defineret af 1967-grænserne. Alle parter afstår fra at øge den militære kapacitet i en overgangsfase.

FN’s Sikkerhedsråd skal i overgangsfasen - sammen med regionale organisationer -  garantere for sikkerheden i både Palæstina og Israel. Der skal oprettes en fredsbevarende styrke, som skal kunne etablere de sikkerhedsforanstaltninger som kræves og have uhindret adgang overalt i begge lande.

Desværre er der budskaber, som må gentages.  For ikke at glemme Israels angreb på Gaza ved årsskiftet 2009/2010, var der i januar 2011 kaldt til demonstration på Kultorvet i København. Sammen med andre holdt jeg som bestyrelsesmedlem af FN-forbundet en tale, hvori jeg sluttede med at sige: "Endelig bør Danmark i lighed med mange lande…snarest anerkende Palæstina".

Det var både da og i dag en yderst vigtig opfordring, som også bakkes op af blandt andet tre tidligere danske udenrigsministre. Op til FNs generalforsamling kaldtes der i september 2011 til demonstationer, verden over - også i København - blev der demonstreret for anerkendelse af Palæstina.

Men tidligere har det internationale samfund, herunder Danmark, alt for ofte ofret hensyn til menneskerettigheder og folkeretten for at fremme en fredsproces i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Man har glemt at international retsorden ikke en forhindring, men derimod fundamentet for en varig fred. Nu skal vi bruge folkeretten og den svenske anerkendelse fremadrettet og opfordre det danske folketing og regeringen til snarest at anerkende Palæstina.

Danske initiativer efterlyses

Den danske regering bør så hurtigt som muligt anerkende Palæstina, det vil sige, at man ikke skal afvente en afklaring i EU-regi, men snarere følge Sveriges eksempel og straks annoncere en dansk anerkendelse af Palæstina  - dels som et klart signal til Israel især efter angrebet på Gaza i sommers - dels som retningsgivende for EU og vigtigst som et håndslag til Palæstina.

Det er det vigtigste her og nu. Men erfaringen viser, at man aktivt må fastholde fordømmelsen af Israels overgreb og tage konkrete skridt til at udtrykke den. Et første klart skridt kunne være, at Danmark i EU-regi aktivt arbejder for en suspension af EU’s associeringsaftale med Israel.

Et andet skridt kunne være, at Danmark tog initiativ til en international våbenembargo overfor Israel, indtil Israel har accepteret at søge konflikten løst gennem egentlige fredsforhandlinger.

Et tredje skridt og som bidrag til, at krigsforbrydelser retsforfølges bør Danmark opfordre Israel til enten selv at retsforfølge den tidligere israelske ambassadør i Danmark Carmi Gillon eller udlevere ham til Danmark, så han i en dansk ret kan stå til ansvar for sine åbenlyse brud på FN's konvention mod tortur.

En anerkendelse af Palæstina skaber en ny forhandlingsramme, som vil betyde, at en suveræn palæstinensisk stat side om side med andre lande også i praksis kan blive en realitet. Danmark kan med en snarlig anerkendelse af Palæstina give Palæstina et tiltrængt og velfortjent håndslag.