"Mere for mindre" er en dagsorden, der har bidt sig fast ikke kun hos politikere, men også hos en stor del af befolkningen. Denne dagsorden er et symptom på en sygdom, som risikerer at ødelægge det danske velfærdssamfund.

Sygdommen breder sig og har for alvor bidt sig fast med indførelsen af en alt for ekstrem og stram styring af de offentlige finanser. Der breder sig en accept af en økonomisk, ideologisk tro på, at samfundet kun er velfungerende og stabilt såfremt offentlige budgetter og regnskaber stemmer overens med principperne i New Public Management (NPM).

Den vigtigste grund til at vi har vores velfærdssamfund er, at der har været politisk og folkelig vilje til at ville mere end regneark og styringsmodeller tillader. 

NPM kommer fra det private område, hvor kapitaliseringen af menneskelige såvel som materielle dele i en virksomhed skal kontrolleres og styres, og det er stadig mere tydeligt, at det, der burde være et middel til at opnå politiske mål for et bedre samfund, er blevet et mål i sig selv. Samfund og mennesker, ideologi og visioner er det, der bør styre politik og offentlige finanser – ikke omvendt.

Det er en katastrofe, hvis det kun er muligt at være økonomisk ansvarlig ved at omsætte tanker og idéer til kapital, til kontrol og til styring i etårige budgetter med fire overslagsår. Denne tilgang står i modsætning til udviklingen af vores samfund.

Det er en sygdom, som skal kureres. Hvis vi ikke giver den rette kur, vil alt for meget gå tabt, og alle vil være tabere. Eksempelvis ville vores velfærdssamfund aldrig have set dagens lys, hvis den først skulle blåstemples af NPM.

New Public Management

Der er på NPM-papiret ikke megen økonomisk ræson i at holde hånden under arbejdsløse, at binde midler i kollektive overenskomster eller i at forhindre et konkurrencepræget øget udbud af arbejdskraft via løndumping.

Den eneste og vigtigste grund til at vi har vores velfærdssamfund er, at der har været politisk og folkelig vilje til at ville mere end regneark og styringsmodeller tillader. Der har været villighed til at diskutere både skat og reel omfordeling og villighed til at skabe et arbejdsmarked med sikkerhed og fleksibilitet.

Mener vi stadig at denne tilgang og vilje er den rigtige kur, så skal der gøres op med "mere for mindre". Der skal være et alternativ. 

Hvem kan så sætte den rette behandling på dagsordenen, når det ikke er lykkedes hverken embedsværk eller politikere? Hvem kan oversætte de overordnede problemer til den virkelighed, vi står med i dag?

Fagbevægelsens rolle

Det kan fagforeningerne i fællesskab ved at huske, at vi sammen er mere end fagforeninger. Sammen er vi en bevægelse. Og der er god grund til at tale vores medlemmers sag – den brede del af befolkningen - for er der et område, hvor problemerne i bliver stadig mere tydelige, så er det på arbejdsmarkedsområdet.

Vi har sat ind overfor social dumping og vi kæmper for en bedre dagpengeløsning, men er det ikke bare symptombehandling? Åbner vi for alvor muligheden for noget bedre, hvis ikke vi tør stille de store spørgsmål om demokratisk omfordeling af både magt og midler? Hvis ikke vi i fagbevægelsen samles, på tværs af den offentlige og private sektor, og tydeliggør at der er andre veje end ren NPM og "mere for mindre". Det er en mangelvare og et svaghedstegn hvis fagbevægelsen ikke gør det.

Som tillidsvalgt i Danmarks Lærerforening kender jeg konsekvenserne af underfinansierede reformer, hvor ingen vil tage ansvar for underfinansieringen – og stå ved, at man ikke bare kan få "mere for mindre".

Det bliver ikke nemmere at ændre denne dagsorden, hvis ikke fagbevægelsen står sammen og modarbejder den modstand, der de senere år har været mod at indgå kollektive aftaler på arbejdstidsområdet.

Den kyniske New Public Management-logik har ingen problemer med at tilsidesætte fagforeningens legitime ret til kollektive aftaler – særligt på arbejdstidsområdet – for det besværliggør dagsordenen ”mere for mindre”. 

Vi skal som samlet fagbevægelse turde anvise løsninger, der er til fordel for vores medlemmer, for fællesskabet og velfærdssamfundets udvikling. Alternativt vil den nuværende NPM-kur give så mange bivirkninger, at operationen lykkes og økonomien holder, men "patienten" og velfærdssamfundet dør.