Er det egoisme, når vore gener får os til at lave børn, som skal sikre vore geners udødelighed? Hvad nu hvis vi ikke tager ordentlig hånd om vore børns opvækst, eller ikke magter det? Er vi da egoistiske?

Forleden mødte jeg sælger fra UNICEF, der solgte månedlige medlemskaber. Han var provisionslønnet og havde taget jobbet for at gøre en forskel, så han kunne redde fattige fra at sulte ihjel. Hvilken god gerning, ikke sandt? Og oven i købet med højere løn jo flere han kunne redde.

Befolkningstallet

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om hans egoistiske grunde til at redde sultne børn måske var helt uden andre konflikter? Er det hele i virkeligheden så enkelt?

Har UNICEF med medicin og mad, indkøbt med hjælp fra flere og flere bidragsydere, i virkeligheden været en af de helt store årsager til, at verdens befolkning er blevet fordoblet siden 1975?  Vil det samme ske om 40 år?

Når der er hungersnød eller lignende rundt om i verden, står UNICEF klar med hjælp, samtidig med, at de starter en indsamling i verdens rigeste lande.  Pengene de samler, ind bruger de til indkøb af fødevarer i nærområderne, hvorved megen transport spares.  

Medicinen bliver købt hos verdens førende medicinalvarefirmaer, som har patent og fastsætter prisen. 

Hvad sker der mon med fødevarepriserne i det land, hvor UNICEF laver sine opkøb? Mon priserne falder eller stiger? Mon de fattige i de pågældende lande får sværere eller lettere ved at skaffe mad på bordet?

Medicinen derimod bliver købt hos verdens førende medicinalvarefirmaer, som har patent og fastsætter prisen på medicinen. Men er det ikke midlet, altså at redde børn fra sultedøden, som helliger målet?

Sælgeren fra UNICEF fandt det i hvert tilfælde vigtigt at pointere, hvordan UNICEF med sin hurtige indsats reddede flest muligt. Skulle det ikke også være UNICEF’s opgave at sørge for hjælpen bliver fulgt op af international solidaritet med bedre livsvilkår til gavn for de sultne?

Fattigdom er laveste fællesnævner

Nej desværre, når maverne er fyldte overlades de fattige igen til deres egne problemer, og de før omtalte egoistiske gener får dem derpå til at lave mange børn, som skal sikre dem mod sult i deres alderdom, mens børnene selv skal kæmpe mod sulten som forældrene. Hvem gavner nu det? Kunne det være anderledes?

Jo, fattigdom er som verdens laveste fællesnævner med til at sætte pres på lønnen hele vejen op til vores niveau, og det sker desværre med vore politikeres og kapitalens billigelse.

Derfor kan man spørge sig selv, om denne billigelse af nødhjælpsarbejde kun sker for at sikre sig selv mod lønpres og svigtende kapitalgevinster i stedet for en bedre fordelingspolitik, som i sidste ende ville overflødiggøre alt nødhjælpsarbejde?

Selv om vi med vore valg giver politikerne magten, mangler de desværre både mod, visioner og evner.