Jeg er godt træt af at høre på Johanne Schmidt-Nielsens to bade til de gamle, så her er en replik til det tema.

For mange år siden indførte man de såkaldte kvalitetsstandarder i hjemmeplejen, som handlede om at kunne bogføre enhver eneste ydelse i hjemmene med henblik på udlicitering, og det var et overgreb både over for de ældre og de ansatte i hjemmeplejen, som blev frataget muligheden for at handle selvstændigt i henhold til de behov, der måtte være i hjemmene.

I dag bliver de gamle visiteret efter et nøje beskrevet ark med detaljerede gøremål, som hjemmeplejen skal følge, men Johanne Schmidt-Nielsen bliver ved med at råbe om to bade om uge, selvom de fleste gamle ikke har dette behov, hvis de ellers kan klare deres toiletbesøg selv og bruge en vaskeklud, som var almindelig før alle fik bad.

Det er ikke flere bade de gamle har brug for, men flere penge til hjemmeplejen, der giver mere tid til reel omsorg og støtte i dagligdagen.

Problemet i hjemmeplejen er den korte. båndlagte tid, der er til hjemmebesøg i henhold til visitationsskemaernes firkantede gøremål, som de slavisk skal udføre, og som ofte indebærer en manglende fleksibilitet i forhold til de behov, den gamle måtte have den dag, hjemmehjælpen er på besøg.

Gamle garvede empatiske hjemmehjælpere, der kender deres beboere, kan improvisere lidt, mens de nye og yngre går efter skemaet, forlader hjemmet efter en halv time og checker ind og ud på computeren - lige efter bogen, som de har fået besked på. Det, de gamle mangler, er fleksibilitet i hjemmeplejens gøremål og mere tid til omsorg fra faste medarbejdere, som kender borgeren godt og fornemmer når der er noget galt, som kræver en ekstra indsats. 

I de fire år min mor på 99 år virkelig fik brug for hjemmeplejen, var der ikke noget at klage over, og da slet ikke, da hun i seks måneder som sengeliggende fik brug for fem besøg om dagen, hvor et almindeligt bad var en umulighed. ’

Men jeg blev rystet over hjemmehjælpens arbejdsbetingelser, hvor uventede problemer med borgeren som tog tid, gjorde det umuligt at overholde den stramme tidsplan, som de arbejder efter, - et stort problem for både dem og de borgere, der ventede på dem.

For natholdet gjaldt, at de skulle lægge 67 borgere i seng mellem klokken 18 og 23., en hurtig og effektiv, men for min mors vedkommende en brutal, daglig godnatoplevelse, bare fordi politikere og rationaliseringseksperter har besluttet, at det er i orden at behandle mennesker på den måde.

De samme personer har aldrig, når de har lavet omstruktureringer i hjemmeplejen, spurgt det udgående personale om noget som helst, der vedkommer deres arbejde, eller spurgt de gamle, som de fleste hjemmehjælpere rent faktisk kerer sig om.

Nej, det er ikke flere bade de gamle har brug for, men flere penge til hjemmeplejen, der giver mere tid til reel omsorg og støtte i dagligdagen.

Hanne Schmidt er medlem af Enhedslisten