09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Flygtninge på fisketur

Flygtninge på fisketur

Der tales meget om integration af flygtninge, men det er ikke meget man kan læse om, hvordan integrationen gennemføres i praksis, og hvordan lokalbefolkningen medvirker.

FOTO: Martin Grünbaum
1 af 1

Det ser ud til at være almindeligt i dagens Danmark at være bekymret for, at vi - den almindelige befolkning – skulle nære uvilje mod de flygtninge, som kommer til vores kommuner. Der bliver ikke skrevet og fortalt meget, om alle de gode møder mellem almindelige hverdagsmennesker og flygtningene i forskellige sammenhænge. 

Men der er mange gode initiativer i gang rundt omkring i landet. Her er en fortælling om et af initiativerne. 

På trods af vejret mødte 15 flygtninge op. Både mænd, kvinder og store børn. Der var god gang i fjorden med bølger med hvidt skum.

Pinsesøndag den 15. maj var vejret blæsende, koldt og med mange byger. Alligevel var det en helt særlig dag ved fjorden. Dansk Flygtningehjælp, Frivillignet Frederikssund og Fishing Zealand havde sammen arrangeret en fisketur for flygtninge på sprogskolen i Frederikssund. Fisketuren skulle gå til Tippen i Frederikssund.

Jeg havde ugen før været rundt i klasserne på sprogskolen for at reklamere for turen og for at skrive navne op på de, som ønskede at deltage. Søndag morgen vågnede jeg tidligt. Det øsede ned. Det var koldt og meget blæsende fra nordvest. Jeg tænkte, at der måske ikke var mange, som ville dukke op til fisketuren. Hen mod middag så det dog ud til at lysne lidt mod nordvest over mod Nordskoven.

Og minsandten: på trods af vejret mødte 15 flygtninge op. Både mænd, kvinder og store børn. Ganske vist var ikke alle tilmeldte mødt, men det opvejedes af, at nogle ikke-tilmeldte mødte frem i stedet. Der var god gang i fjorden med bølger med hvidt skum og god strøm forbi Tippen. Måske derfor var der ikke så mange hornfisk at få. Jeg gætter på, at hornfiskene fortrak til den dybeste del af fjorden på grund af bølgegangen og den hårde strøm.

Alligevel havde vi en rigtig god dag, hvor der også blev lejlighed til at nyde nogle solstrejf og mange gode samtaler på forskellige sprog.

Frivillignet Frederikssund takker Fishing Zealands fiskeguide Keld Juul Michaelsen for et meget fint arrangement med gode oplevelser for alle.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. maj. 2016 - 09:06   24. maj. 2016 - 09:10

Læserbrev

af Martin Grünbaum, Frederikssund