08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Flygtningebørn bliver gidsler i ny bandepakke

Flygtningebørn bliver gidsler i ny bandepakke

Fremover kommer flygtningebørn til at betale for bekæmpelse af kriminalitet, de ikke selv har begået. Det er ikke rimeligt.

Danske børn byder flygtningebørn velkomne. Desværre er det samme ikke tilfældet for Folketingets politikere.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

"Aktionsgruppen mod Diskrimination af Flygtninge i Lovgivningen" har sendt en skriftlig henvendelse til alle Socialdemokratiets medlemmer i Folketinget. Formand Mette Frederiksen og udlændingeordfører Dan Jørgensen bliver bedt om at besvare en række spørgsmål i et debatindlæg i Politiken: "Socialdemokrater, I øger uligheden" ved Aktionsgruppen.

I 2015 stemte Socialdemokratiet imod en optjeningsperiode for flygtninge på den lave integrationsydelse. Nu støtter partiet et tiltag, der er tre gange så hårdt.

Folketinget har netop fremsat et lovforslag om Bandepakke lll (L35). Socialdemokratiet støtter regeringen og Dansk Folkeparti i lovforslaget, der skal finansieres ved at opstramme optjeningsperioden for børneydelser. 

To år bliver til seks

Fra 1. januar 2018 skal forældre have boet eller arbejdet i landet seks år for at opnå fuld ret til børneydelser fremfor to år i dag.

Justitsministeriet vurderer, at nedskæring af ydelserne vil frigøre op til 77 millioner kroner i 2024, hvor stramningen vil ramme 19.500 børn.  

I fremsættelse af lovforslaget skriver justitsminister Søren Pape Poulsen: "Denne stramning af optjeningsprincippet vil skulle finansiere Bandepakke III".

I 2015 stemte Socialdemokratiet imod en optjeningsperiode for flygtninge på den lave integrationsydelse. Nu støtter partiet et tiltag, der er tre gange så hårdt. Flygtningefamiliers børn er allerede den fattigste gruppe børn i landet, og børn i nytilkomne flygtningefamilier bliver gidsler i finansiering af bandepakken.

Flere høringssvar til lovforslaget advarer imod at overtræde de internationale konventioner. Ida Magelund, Aktionsgruppen, udtaler: "En stramning af optjeningsperioden vil udsætte tusinder af  flygtningebørn for forskelsbehandling og diskrimination i forhold til børn fra øvrige familier, der modtager børneydelser. Sårbare børn i flygtningefamilier skal nu sikre en finansiering, der skal bruges til bandebekæmpelse. Det er en horribel løsning".

Socialdemokratiets kovending

Socialdemokratiets nye principprogram nævner værdier som "solidaritet" og "bekæmpe alt, der øger uligheden". På den baggrund har Aktionsgruppen bedt om besvarelse af følgende spørgsmål inden første behandling af lovforslaget den 24. oktober:

Hvad er baggrunden for Socialdemokratiets kovending?

Hvorledes er der overensstemmelse mellem den værdi at kæmpe for større lighed og en politisk praksis, der øger uligheden mellem børn i danske familier og flygtningefamilier?

Hvad er Socialdemokratiets begrundelse for, at nytilkomne flygtningebørn skal betale for en kriminalitet, de ikke selv har andel i?

Partiet har foreslået en række tiltag for at afhjælpe tabet af børneydelser (dr.dk 7. april). Hvorledes vil udlændingeordfører Dan Jørgensen sikre konkrete tiltag, der kompenserer for tab af ydelser?

Vi håber på en snarlig besvarelse af spørgsmålene til Socialdemokratiet, og at medierne vil engagere sig i det fattiggørende lovforslag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. okt. 2017 - 08:03   18. okt. 2017 - 08:10

Læserbrev

af Solveig Munk, socialrådgiver - på vegne af Aktionsgruppen mod Diskrimination af Flygtninge i Lovgivningen