Vi hilser det velkomment, at Christian Juhl med sin kronik (den 9. oktober) besvarede vores oplæg (den 3. oktober) om Enhedslisten og imperialismen. Men vi beklager, at Christian ikke går til biddet og kommenterer vores kritik af Enhedslistens imperialismeanalyse og i stedet næsten udelukkende beskæftiger sig med FN.

For os betinges synet på FN og FN-aktioner nemlig af vores opfattelse af imperialismens strategier og ikke omvendt.

Lad os imidlertid slå fast, at vi er ganske enige i FN’s betydning som institution for freden, folkeretten og menneskerettighederne. Denne rolle og betydning må på ingen måde overses. Vi siger som Christian: Hellere 100 timers forhandling end én times krig. Vi kunne tilføje: Hellere tusind bistandsarbejdere end én eneste soldat.

Det, som altså stadig skiller os, er vores divergerende opfattelser af konsekvenserne af, at FN er underlagt klodens generelle magtforhold, det vil sige imperialismen.

Vi vil ikke lade stå til og opgive FN som hele verdens organisation for fred og sociale og kulturelle fremskridt.

Det betyder ikke, at vi opfordrer til at lade stå til og opgive FN som hele verdens organisation for fred og sociale og kulturelle fremskridt.

Men det er ikke at støtte FN at deltage i krige, som imperialismen besmykker med FN-flaget.

Vi vil præcisere, at vi i vores kronik ikke afviste dansk deltagelse i enhver af FN’s aktioner. Vi skrev: ”...den sikre vej for en stat til ikke at gøre sig skyldig i krigsforbrydelser (er) at afholde sig fra at deltage militært i konflikter, hvor ønsker og påstande om nødvendighed stammer fra imperialismens lande – det være sig med eller uden FN-mandat.”

Vi noterede dernæst, at ”også FN’s fredsbevarende aktioner har en plettet historie”, og fulgte det op med at redegøre konkret for de to missioner, som netop er/har været på tale (Golan og Mali).

FN’s mål og arbejde for forbedringer for menneskenes liv på kloden og de konkrete, civile indsatser herfor fortjener pris, agtelse og opretholdelse. Men Christians eksempel med hensyn til fattigdomsbekæmpelsen er typisk for mange af disse måls overholdelse.

Sagen er, at netop fordi Kina og visse lande i Latinamerika med progressive regeringer har sat voldsomt ind med forbedringer af deres befolkningers levekår, faldt det globale fattigdomstal.

På kloden iøvrigt – især i Afrika – steg derimod fattigdomstallet betragteligt.

USA og FN

Det bør nævnes, at USA’s forkærlighed for FN som blåstempler af ulovlige krige står i stærk kontrast til dets øvrige ageren over for FN.

Der har således i årevis været trakasserier om landets kontingentstørrelse og -betaling, og som ventet er USA nu blevet udlukket fra at stemme i FN-organisationen UNESCO’s generalforsamling.

Årsag: USA nægter at betale sit kontingent, fordi det Palæstinensiske Selvstyre er blevet medlem af organisationen.

Endvidere har USA undladt at ratificere flere af FN’s vigtigste konventioner. Det gælder for eksempel den store Menneskerettighedstraktat om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, Konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination af kvinder, samt Konventionen om børns rettigheder.

Hvad den sidstnævnte angår, er en af anstødsstenene, at anvendelse af dødsstraf og livsvarig fængsling af børn forbydes af konventionen.

Sikkerhedsrådet

Med hensyn til Sikkerhedsrådet mener vi modsat Christian, at det stadig korrekt afspejler sider af forholdet mellem verdens stormagter. I mange år praktiseredes magtbalancen mellem imperialismens og socialismens kræfter gennem vetoretten. Efter et par årtier efter 1990 med nogenlunde samklang og USA alene i førertrøjen er vi nået dertil, at Rusland sammen med Kina har genskabt en lignende magtbalance gennem anvendelsen af vetoretten.

De røster, der længe har lydt for en reform af FN, er ikke alle rene i klangen.

De røster, der længe har lydt for en reform af FN, er ikke alle rene i klangen - og de vil sikkert nu tage til i styrke. Men i denne situation er der ingen grund til at lytte til dem.

Vi gør os ingen illusioner om, at Kina og Rusland handler i smuk uegenytte. Men disse magter er de eneste, der i første omgang sikrede, at Syrien ikke er gået under i et blodbad. Man kan forvente, at de de to lande fortsat med vetoretten vil hæmme brugen af FN i inddæmningen af dem med våbenmagt.

Iøvrigt vil ingen reform af FN ændre de reelle magtforhold i verden, og imperialismen har heller ikke opgivet planen om at sønderlemme Syrien á la Irak og Libyen, jævnfør Israels nylige bombninger.

Diskussionen

Det er positivt, at Christian gerne modtager kritik af EL’s udenrigspolitik, og vi fortsætter også gerne diskussionen. Vi beklager dog, at du finder os skolemesteragtige og selvretfærdige.

To ting vil vi imidlertid fremhæve: For det første kan vi ikke tillade os at kritisere et andet partis analyser og politik, hvis vi ikke selv kan pege på alternativer.

Og for det andet kan EL ikke være ubekendt med den skuffelse, der rådede - ikke kun blandt kommunisterne - over EL’s uigennemtænkte tilslutning til ”flyveforbuddet” mod Libyen.

Vi er da også kede af, at vores beskrivelser af FN-missionen i en israelsk besættelseszone og formålet med Mali-missionen ikke har fået Christian til at tage helt afstand fra dem. Nu vil vi blot opfordre Enhedslisten til at studere EU’s planer for Sahel-bæltet - og de danske parallelle planer, for eksempel som offentliggjort den 21. oktober.

Måske kommer I til samme slutning som vi, at den næste destabiliseringskrig i Afrika ikke lader vente længe på sig, og at det er Niger, der står for tur. Niger har forresten uran, guld, olie og kul...