"Mennesker med en såkaldt funktionel lidelse kan godt få ondt i fødderne, selvom de ikke har nogen problemer med dem", står der i en manual til frustrerede fodterapeuter, som ikke altid kan kurere fodsmerter.

Det vigtigste er, at terapeuten planter ideen om funktionelle lidelser i patientens hoved, forlyder det i pjecen, og hvis patienten så også har ondt andre steder, så skal terapeuten dele nogle pjecer ud om funktionelle lidelser, og så kan klienten selv henvende sig til Forskningsklinikken for funktionelle lidelser, og der kan han blive "undersøgt" via spørgeskemaer, og udfylder han dem på en bestemt måde, så kvalificerer han sig til at blive forsøgsperson på Forskningsklinikken…

Terapeuten bør overveje nøje om psykiaterne på Forskningsklinikken virkelig kan kurere fodsmerter med mindfulness og psykofarmaka.

Det kan jo være svært for en fodterapeut at se, om der er tale om en fysisk sygdom som for eksempel hypermobile led, som også kan give smerter i fødderne, for en fodterapeut er jo ikke uddannet læge, og har heller ikke røntgenøjne. Så måske burde man ikke "dømme" funktionelle lidelser, før fødderne er undersøgt ordentligt af en specialist.

At mennesker skal udsættes for 10 undersøgelser og mindfulness-sessioner, og psykiaterne skal tjene penge på dem, før de eventuelt slår i bordet og bliver ordentligt undersøgt for noget fysisk, er en skændsel, og det spilder klientens tid og kommunernes penge.

Når man udsættes for den slags tiltag, så spekulerer man på, hvad der foregår i hovedet på terapeuten? Er han så fokuseret på at hjælpe, at han ikke kan gennemskue, at han bliver en brik i Forskningsklinikkens spil, og at han trækker klienten med i det spil? Det er selvfølgelig ikke sjovt ikke at kunne hjælpe, men han bør overveje nøje om psykiaterne på Forskningsklinikken virkelig kan kurere fodsmerter med mindfulness og psykofarmaka.