Jeg har lige set Søndagsavisen på DR1 5. april med Akkaris sympatiske bodsgang.

Men man sidder med en dårlig smag i munden over at se, hvordan den store statsmand Anders Fogh tog fromt imod Akkaris uforbeholdne undskyldning – uden at benytte den her oplagte lejlighed til selv at angre og undskylde, at han i høj grad selv var med til at optrappe tegningekrisen. Og skabe de nødvendige forudsætninger for, at der blev brændt dannebrog af i Mellemøsten og boykottet danske varer; nemlig igennem den daværende statsministers hovne afvisning af de vist 20 ambassadører fra de muslimske lande, som bad om et dialogmøde med ham.

Således har Fogh har ligeså meget grund til at gå bodsgang, som Akkari nu gør.
 

Det kunne sandsynligvis have bilagt tegningekrisen og dermed hindret såvel radikaliseringen af danske muslimer som fjernet forudsætningerne for, at Akkari med flere kunne skaffe sig lydhørhed i Mellemøstens muslimske lande.

DR ensidig

Således har Fogh har ligeså meget grund til at gå bodsgang, som Akkari nu gør.

Men det gjorde DR P1's søndagsavis også med sin ensidige fokusering på, at Akkari nu undskyldte alle os danskere og så lade historien blive ved det uden så meget som at antyde Foghs medskyld. Og DR-TV viste heller ikke den tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen, altså som en terrorist og som sådan oplevet af de fleste muslimer som en krænkende handling, som hele striden først og fremmest tog sit udgangspunkt i sammen med den ansvarlige kulturredaktørs provokerende kommentar om, at muslimer måtte tåle spot, hån og ydmygelser(efter hukommelse).

Selvretfærdighed

DR-TVs misvisende fremstilling risikerer nu at efterlade os indfødte ikke-muslimske danskere med en tilbagelænet selvretfærdig oplevelse af muslimens eneansvar og nødvendige ensidede bodsgang. Og det risikerer igen at lægge gift for Akkaris beundringsværdige forsoningsarbejde, når vi får lov til á la Fogh at sole os som den ophøjede large tilgiver af den knælende skyldsbevidste Akkari uden selv at erkende noget medansvar for krisens optrapning. Dermed fortæller vi altså muslimer i Danmark, at vi ikke-muslimske danskere egentligt intet har lært og derved vanskeliggør det forbilledlige forsoningsarbejde, som Akkari er gået i gang med.

Jeg husker, at Akkari tidligere har givet udtryk for, at det i høj grad var personlige møder med mange ikke-muslimske danskeres vilje til at indgå i dialog med ham og prøve også at forstå sagen set fra hans muslimske side, der inspirerede ham til at åbne sig og gennemtænke sine værdier og sit liv. Lad os fortsætte med det, og her må vi bede medierne hjælpe os alle –  det vil sige inklusive vore muslimske brødre og søstre i Danmark. Vi må – også alle – vise os Akkaris tillid værdig og gengælde den, så den gensidige forsoningsproces mellem muslimer og ikke-muslimer kan blive bæredygtig.