Det er netop nu 100 år siden, massakren mod og deportationen af armenierne fra den anatolske højslette i 1915. Den tyrkiske regering nægter at anerkende dette folkemord. Hvorfor vil Martin Lidegaard lade den tyrkiske regering slippe af sted med det?

Tyske statsarkiver må nødvendigvis i dag indeholde tekster, som dokumenterer og definitivt beviser et afgørende tysk medansvar.

Dengang var der tale om klassekamp. Det tyrkiske borgerskab ville have kontrol med kapitalen i egne hænder. Derfor kæmpede de mod ikke-muslimske dominerende rige klasser i det osmanniske rige.

Det var armeniere - og på en anden måde grækere. Resultatet var folkemordet. Under Første Verdenskrig (1914-18) var Tyskland allieret og beskytter af det osmanniske rige. Kommandanterne i den osmannisk-tyrkiske hær var tyske marskaller, generaler og admiraler.

Det er utænkeligt at folkemordet har fundet sted uden tysk accept og opmuntring. Tyske statsarkiver må nødvendigvis i dag indeholde tekster, som dokumenterer og definitivt beviser et afgørende tysk medansvar.

Den tyske kejser havde allerede ansvar for folkemord på Herrero-folket i nutidens Namibia.  Det er tyske socialisters og den tyske fagbevægelses opgave at arbejde for at få åbnet de tyske arkiver om Tysklands medansvar og afgørende rolle.

Borgerskaberne - det tyrkiske såvel som det tyske - fornægter deres egne historiske klasseansvar i varetagelse af egne nationale aktuelle klasseinteresser. Dermed fastholder de modsætningsforholdene mellem de fire folkeslag i området - tyrkerne, kurderne, armenierne og aserierne (etniske brødre til anatolske tyrkere, som befolker Kaukasus). Det er disse modsætninger mellem folkene, som den borgerlige danske regering ved sin passivitet er medvirkende til at fastholde. 

Det sande broderskab mellem disse fire folk afhænger udelukkende af revolutionære socialister i hvert af landene i regionen. Den eneste varige, progressive udvej på regionens modsætninger og folkenes lidelser er en socialistisk revolution i området.