Vi fødes alle lige som mennesker, men med forskellig intelligens, hudfarve, størrelse og med forskellige forældre.

Privatskolen er en forretning, som efter reglen om frit skolevalg modtager offentlige midler tilføjet brugerbetaling.

Allerede fra starten bliver vi opdelt i forskellige private og offentlige pasningsordninger. Enkelte hjemme hos mor eller hos aupair-pigen.

Her skal vi så gøres klar til at opfylde lovens krav om tvungen skolegang.

Optimale muligheder

Vores forældre vælger skole ud fra devisen om frit skolevalg, økonomi og i nogle tilfælde ideologi.

Det vigtigste er dog trods alt, at lille Peter, Dorthe, Muhammed eller Azra får de mest optimale muligheder for en læring, som giver dem et lykkeligt og økonomisk velfunderet liv.

Folkeskolen er samfundets svar på ovenstående muligheder, og her har alle fri og lige adgang til læring, socialt samvær på godt og ondt - samt den mangfoldighed som lokalområdet indeholder.

Privatskolen er en forretning, som efter reglen om frit skolevalg modtager offentlige midler tilføjet brugerbetaling og ret til at sortere i de elever, som kan få adgang til undervisningen, hvilket ofte betyder, at socialt samvær og mangfoldighed vil forekomme i et mere begrænset samfundsmæssigt omfang.

Der kan findes mange argumenter for tilvalg af privatskolen som for eksempel manglende læring, mobning, valuta for pengene og så videre.

Hvad med fællesskabet?

De er alle gode argumenter, som med årene bliver mere forstærket, når flere og flere forældre fravælger folkeskolen og efterlader den med et større pres i forhold til at skabe det lige samfund, som mange drømmer om, hvor den sociale og økonomiske arv gerne skulle formindskes i stedet for at blive forværret.

Hvad er risikoen ved denne tendens? Vil et barn, der går i privatskole have samme opfattelse af fællesskab og lighed, som et barn, der går i folkeskolen? Vil nogen af dem overhovedet kunne se et fællesskab? Hvilke muligheder vi de hver for sig have for at komme videre i uddannelsessystemet.

Vil vi som samfund få de bedst kvalificerede til de ledige jobs eller blot dem hvor far og mor havde råd? Er dette i virkeligheden allerede sket, når vi kigger på, hvem der indtager diverse lederroller i stat, kommuner og det private erhvervsliv? Eller hvad med gymnasie- eller handelsskoleundervisere? Er de politiske tendenser, vi ser i disse år, måske også et resultat af dette?

En ting er sikkert: sandheden i et demokratisk samfund ligger hos flertallet, uanset hvad den enkelte tænker.