Den russiske besættelse af Krim er blevet fordømt af den vestlige verden, herunder Obama, Anders Fogh og senest Lene Espersen.

Der er gode grunde til at kritisere russerne, men når forargelsen kommer fra amerikanerne, Nato-generalsekretæren og de konservative, er den svær at tage alvorligt, fordi den er præget af hulhed og hykleri.

Det hører med til historien, at det er Vesten, der siden 1990 har flyttet grænser og indlemmet de tidligere russiskvenlige stater i EU og Nato. 

Amerikanernes historie er en lang ekspansionshistorie, og når Anders Fogh på Natos vegne peger fingre af Putin under henvisning til folkeretten, så er der ikke et øje tørt.

Den tidligere statsminister har som medansvarlig for invasionen i Irak i 2003 så meget blod på hænderne og så mange lig i lasten, at hvis han blev indklaget for en krigsforbryderdomstol under henvisning til, at han havde brudt folkeretten, så er det mit gæt, at han ville blive dømt.

Lene Espersen forsøger at puste nyt liv i det militære kapløb under henvisning til, at Putin er ved at flytte grænserne i Europa.

De baltiske lande kan blive de næste, og derfor må det danske forsvar opruste,  så vi kan imødegå den russiske trussel. Og det må gerne koste ekstra milliarder, selv om de konservative i alle andre offentlige udgiftssammenhænge er et nedskæringsparti.

Krudt og kugler i stedet for dagpenge

Hvis man på ædruelig vis sammenligner russernes og Natos magtressourcer – økonomiske, teknologiske, militære – er russerne en dværg, og det ville være halsløs gerning og nationalt selvmord fra russernes side at lægge op til en militær styrkeprøve med Nato i Baltikum.

Og når Lene Espersen anklager russerne for med annekteringen af Krim at ville flytte grænser i Europa, så hører det med til historien, at det er Vesten, der geopolitisk set siden 1990 har flyttet grænser og indlemmet de tidligere russiskvenlige, østeuropæiske stater i EU og Nato. Russerne kan med god ret føle sig inddæmmet af Vesten.

Hvad russerne har bedrevet af benhård magtpolitik på Krim er set med mine øjne ikke i orden. Men det er næsten ikke til at holde ud at høre Espersen og Fogh hejse det folkeretlige og idealistiske flag og skose russerne for deres handlinger og starte en ny kold krig, når man betænker, hvad de to politikere har bedrevet af brutal, folkeretsstridig magtpolitik, da de selv sad ved roret.