I juni var SF's Holger K Nielsen sammen med Socialdemokratiets chefideolog Henrik Sass Larsen ude med en kritik af Enhedslistens rolle som parlamentarisk grundlag for den lyseblå regering.

Ifølge Henrik Sass kan man ikke forandre samfundet, såfremt man ikke ville gå på kompromis med sin holdning. Det må siges at være en sandhed.

Enhedslisten har på den anden side holdt hånden under den lyseblå regering.

Uden SF's aktive medvirken i form af en ringere satsregulering af overførselsindkomsterne, lavere kontanthjælp til aldersgruppen 25-29 år, fastholdelse af grundprincipperne bag dagpenge- og efterlønsreformen og flittige deltagere i reformer for førtidspension og fleksjob, hvor det næsten bliver umuligt at få førtidspension, samt skattelettelser til den bedre og bedste del af befolkningen, ville uligheden ikke vokse, fattigdommen ikke øges, samt solidaritet og social ansvarlighed blive lagt i graven.

Personligt finder jeg kritikken af Enhedslisten en del forfejlet.

Ganske vist har Enhedslisten sagt, at de kunne stemme for forbedringer og gå imod forringelser.

De svageste betaler

Men Enhedslisten har på den anden side holdt hånden under den lyseblå regering, som har ført de største og mest indgribende forringelser for de svageste - endda i en sådan grad, at superliberalister ført an af Liberal Alliance, er nødt til at fremsætte endnu mere vanvittige forslag for ikke at blive overhalet af SF's nye og besynderlige fortolkning af begrebet ”socialisme”.

Enhedslisten har i forbindelse med forlængelse af dagpengeperioden været med til at forringe ydelsesniveauet for ledige og godkende ”nyttejob” uden ret til at genoptjene dagpengeretten.

Nyttejob som kontanthjælpsmodtagere tvinges til at udføre i tre måneder ad gangen uden at opnå de samme rettigheder som andre lønmodtagere. 

Der skal et urealistisk opsving til at bringe de fleste af dem ud af kontanthjælp - og dermed har Enhedslisten desværre medvirket til at holde en stor gruppe mennesker i fattigdom.

De rige går fri

Enhedslisten har været med til at cementere det usolidariske princip, at det er den ressourcesvageste del af befolkningen, som finansierer de nye tiltag på arbejdsmarkedet, som hidtidig har været gældende for finansiering af almene boliger og på det sociale område. 

Det er sjovt nok henholdsvis lejerne og borgere på overførselsindkomster, der finansierer de nævnte områder.

Carsten Madsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udtalte i Berlingske Tidende, at det var o.k., at ydelserne for aldersgruppen 25-30 år blev sat ned, fordi det var bedre at finansiere i mennesker end at give passive ydelser.

Igen kan man undre sig over, at nogle, som formentlig gerne vil opfattes som socialister, synes, at de bedre og bedst stillede i samfundet (især i industrien), slet ikke skal være med til at finansiere uddannelser.

Det er sørgeligt og et tegn på den ideologiske tilbagegang, når mennesker med rødder i fagbevægelsen og de, der kalder sig socialister, har en retorik, der er enslydende med Cepos'. 

Sammenhængskraften i Danmark rækker tilsyneladende ikke til, at de bedre og bedst stillede i samfundet skal deltage i finansieringen af social- og uddannelsesområdet. 

Det er en gåde, at der findes socialister, som går ind for et system, der fører til en økonomisk politik, der er superliberalistisk, og et politisk system, hvor borgerne ikke længere har en reel indflydelse på deres levevilkår.

Forkortet af redaktionen.