I byggebranchen har vi i mange år kæmpet for arbejde på lige vilkår. Men hvad med forhandling på lige vilkår, hvordan er det nu lige med det?

Først skal industrien forhandle. Her udstikkes rammerne for, hvad andre overenskomster kan indeholde, eller koste. Er det på lige vilkår?

Sammenkædningen skal se anderledes ud, dog uden at man af den grund efterlader små områder for sig selv.

Mit svar er nej! Kravene og behovene er vidt forskellige: alene problemer med at få integreret udenlandske byggearbejdere, så de følger vore overenskomster, er vidt forskellige fra, hvordan det foregår i industrien, og hvordan det fungerer på byggeområdet.

Sikkerhedsarbejdet er anderledes, tillidsmandsordningerne er anderledes, akkordarbejdet er væsentlig anderledes, så hvorfor skal industrien lægge rammerne for hvad overenskomsterne må koste?

Fornyelse er nødvendig

Jeg mener at startskuddet bør gå samtidig og forhandlingerne køre uafhængigt af hinanden.

Og hvad så med resultatet, når det skal til afstemning, sker det så på lige vilkår?

Efter min opfattelse igen nej! Det er for nemt for byggeriets arbejdsgivere at være afvisende over for vigtige krav, når de ved, at uanset hvad vi gør eller ikke gør, så har det ikke anden konsekvens end at en mæglingsskitse vil blive stemt igennem af industrien, HK og andre. Det er ikke på lige vilkår.

Hvad kan man så ændre på, sådan at det bliver mere på lige vilkår uden at fjerne sammenkædningsreglerne?

Man kunne vel forestille sig, at hvis et område (ikke en enkelt overenskomst) sagde nej til overenskomstfornyelsen, som vi lige har set med hele byggeområdet og hele slagteriområdet, så reduceres overenskomstlængden til højst et år, og så skal der forhandles igen.

Et-årig aftale

Det vil stille større krav til vore forhandlerne om at være sikker på at have medlemmerne bag sig, samt at LO må være sikker på en bedre koordinering, sådan at ingen stikker af fra andre.

Det vil ikke mindst stille krav til vore modparter. Arbejdsgiverne bliver nødt til at tage et nej alvorligt og være med til at frembringe nogle resultater, så det for dem kan blive flerårige overenskomster, som betyder meget mere for arbejdsgiverne end for arbejdstagerne.

Under alle omstændigheder er man nødt til at nytænke. Det var klart anderledes (i de gode gamle dage!) da der var næsten lige så mange forbund, som der var overenskomster.

Sådan er billedet slet ikke i dag, nu er forbundene, ikke mindst 3F, meget mere omfavnende med mange overenskomster inden for samme branche. Derfor skal sammenkædningen se anderledes ud, dog uden at man af den grund efterlader små områder for sig selv.

En hilsen fra en gammel murer; "en gang rød murer - altid rød murer"!