Uanset om man er tilhænger af liberalisering, privatisering og øget privat konkurrence til offentlige ydelser, så må og skal det ske med respekten for, at alle er lige for loven.

Mens fagbevægelsen har godt gang i udformningen af nye kollektive fællestegnede arbejdsløshedsforsikringer imod løntab, så har de fleste (farveløse) politiske partier travlt med at udfærdige endnu et angreb på den danske flexicurity-model – alle spørgsmål om dagpengesystemet er sendt i bureaukratisk udvalg.

HK’s tre afdelinger har således som de første fået udarbejdet et forsikringsprodukt igennem Alka forsikring, alt imens regeringen sparkede alle spørgsmål i dagpengeproblematikken til hjørne i en kommission, som reelt intet kan foreslå, da løsningerne ikke må afvige fra det økonomiske grundlag i VKO reformen (Altinget 15. maj 2013 af Jørgen Skadhede).

Det er derfor fristende at tænke, at HK’s løsning er det rette for HK’s medlemmer. Men der er grund til at overveje den vej, som forsikringerne solgt via Alka åbner op for.

Har fagbevægelsen givet op?

Det første nærliggende er jo at spørge, om fagbevægelsen har opgivet kampen for den danske model (flexicurity), da brugen af kompensationsprincippet bliver mere og mere udvandet. Vi har set kompensationsprincippet bliver mindre og mindre værd i dagpengesammenhæng, men også indenfor andre ordninger (for eksempel i fleksjobordningen, hvor den stort set er afskaffet).

Fagbevægelsen afvikler sig selv, når den svigter de udsatte grupper og ikke inkluderer disse i de solidariske løsninger.

Hvis ikke den lovgivende forsamling længere vil respektere det vigtige kompensationsprincip, så vil store dele af både den danske velfærdsmodel samt ikke mindst den danske arbejdsmarkedsmodel være målet for meget store ændringer indenfor de kommende år. Et par modeller som mange i verdenen omkring er misundelig over, at vi har – et system, som ikke indenfor folkestyret har sin værdige modstander.

Det er lige så vigtigt at skabe fokus på uligheden. Ved at udbyde mere og mere i private forsikringer (også kollektivt tegnede som del af arbejdsmarkedsområdet), så vil også fagbevægelsen, der ellers er baseret på princippet om solidaritet, være med til at øge uligheden. Forsikringerne vil nemlig aldrig komme til at omfatte alle de mange lønmodtagere, som er omfattet af støtteordninger og/eller sociale kapitler.

Solidariteten smuldrer

Allerede i dag kan lønmodtagere i fleksjobordninger ikke tegne forsikringer imod for eksempel tab af erhvervsevne eller blive omfattet af dødsfaldsdækninger. Og denne udvikling vil fortsætte og også gøre sig gældende for de nye forsikringer, som fagbevægelsen barsler med. Alka har således oplyst, at den af HK udviklede model for tab af lønindtægt heller ikke kan tilbydes lønmodtagere i fleksjobstillinger. Således risikerer vi at forsikringer bliver enten-eller… enten har man retten til at tegne alle – eller ingen.

Fagbevægelsen afvikler sig selv, når den svigter de udsatte grupper og ikke inkluderer disse i de solidariske løsninger. Fagbevægelsens berettigelse ophører med at eksistere, i det øjeblik de kollektive aftaler ikke er kollektive. Velfærdsstaten ophører med at være et folkestyre, når ikke alle har lige adgang til velfærdssystemet.

Alle har et medansvar for at dette ikke sker.