Tirsdag den 21. maj stod en række aktivister foran Folketinget fra klokken11 om formiddagen, fordi man inde på Borgen den dag skulle diskutere, om Danmark ville anerkende Palæstina som stat.

For første gang i de mange år, jeg har stået på gaden og uddelt materialer om Palæstina, var der ikke én eneste protest eller spørgsmål. Svarene var gennemgående – selvfølgelig - ja, det er da på høje tid.

Sjældent har partierne i Folketinget, regering som opposition, i den grad været  ude af trit med stemningen i den danske befolkning.

Så senere på dagen, hvor man spændt sad og fulgte debatten, var det slående, hvordan alle partierne - undtagen Enhedslisten, der var kommet med forslaget - argumenterede for, at selvfølgelig skulle Danmark ikke anerkende Palæstina som en selvstændig stat.

Sjældent har partierne i Folketinget, regering som opposition, i den grad været  ude af trit med stemningen i den danske befolkning. Det skulle da lige være, da de besluttede at invadere Irak.

Argumentationen var ensidigt lagt an på, at vi skulle følge EU. Det må jo siges at være et meget svagt argument, eftersom EU's medlemslande er meget uenige og delte på alle udenrigspolitiske områder.

Tænk, hvis vi igen kunne blive et land man kunne være stolt af. Et land, der gik foran i beslutninger set ud fra folkeretten, FNs resolutioner og menneskerettigheder.

Det ser ud til at have lange udsigter, hvis vi ikke vælger en hel, hel anden sammensætning af de mennesker, der i dag siger, at de repræsenterer os.