Den ottende juni 1941, to uger før Arbejderbladet blev forbudt og DKP gik under jorden, skrev Hans Kirk en kommentar i avisen Nationalisme og klassekamp. Her beskriver han, hvordan overklassen under dække af besættelsen beriger sig på arbejderklassens og husmændenes bekostning. Det store landbrug fik en merindtægt på 400 millioner kroner, men byernes overklasse sikrede sig en ekstraindtægt på 300 millioner kroner.

Samtidig blev arbejderklassens realindtægt sænket med 700 millioner kroner.  Og husmændenes med 50 millioner kroner.  Det er vigtigt at understrege, at det er tal for det første år af besættelsen. Samtidig udtalte formanden for De samvirkende Fagforbund (LO) Laurits Hansen, at folket stod sammen på tværs af klasseskel "I disse for vort land så vanskelige tider."

I samme nummer af Arbejderbladet skriver Hans Scherfig i sin ugekommentar "Ugens Radio", om indenrigsminister Knud Kristensens grundlovstale samme år:

"Grundlovsdagen fik sin egen mindeudsendelse. Og det var kun rimeligt, eftersom en del af de grundlovmæssige rettigheder kun får lov til at gælde, så længe der ikke er brug for dem. I unormale tider, hvor pressefrihed, offentlig retspleje og så videre bliver livsvigtige goder, bliver disse ganske stille afskaffet."

Gradvis og næsten umærkeligt afvikles demokratiet i Danmark og erstattes af et embedsmandsvælde

I lyset af en senere historieskrivning, som efter besættelsen har forsøgt at så tvivl om kommunisternes modstandsvilje , taler de to uddrag deres tydelige sprog. Den forskydning af nationalformuen som skete under besættelsen, er gentaget efter vores indlemmelse i "den altopslugende union". Da jeg for nylig kontaktede Danmarks Statistik for at få oplyst forskydninger i nationalformuen i dag, oplyste man, at der ikke længere føres statistik over fordelingen af værdier i samfundet. Den blev afskaffet, da man i 1998 afskaffede formueskatten.

Med hensyn til de grundlovssikrede frihedsrettigheder, er der i dag væsentlige ligheder med den beskrivelse Hans Scherfig gav i sommeren 1941. Gradvist og næsten umærkeligt afvikles demokratiet i Danmark og erstattes af et embedsmandsvælde, som vi skal tilbage til enevælden for at finde.

I dag er vi ikke besat af fremmede tropper, der brovtende marcherer gennem byens gader, men klassemæssigt er det nøjagtig de samme kredse, der står bag EU-projektet. Derfor minder det på mange måder om et af de sorteste kapitler i danmarkshistorien. Når man ser med hvilken foragt EU afsætter demokratisk valgte regeringer i Grækenland og Italien, bør vi allerede nu overveje, om det er en forening vi skal være medlem af. Ganske vist står der i Romtraktaten, at medlemsskabet er uopsigeligt, men hvis flertallet i arbejderklassen og andre demokratiske kræfter vender sig mod EU, er der ingen magt der kan forhindre det.

Alternativet til den førte politik er, at vi genopdager arbejderklassens internationalisme, sådan som den blev formuleret af Marx og Engels i statutterne for Første Internationale, i1864. Uden en fælles kamp mod imperialismen, vil et samfund uden udbytning og krig være en utopi.