I 1930’erne blev fattige arbejdsløse sendt i arbejdsanstalter, og var der disciplinære problemer, blev de sendt videre til tvangsarbejdsanstalter. Denne barske socialpolitik blev ændret efter Anden Verdenskrig, og 1960’ernes opgangstid banede vejen for en langt mere progressiv sociallovgivning, Bistandsloven, som trådte i kraft i 1976.

I 1989 blev der lanceret et nyt begreb i sociallovgivningen: aktivering. Det var kun for arbejdsløse unge mellem 18-20 år. De unge skulle ikke bare ligge hjemme på sofaen, mens de hævede bistandshjælp, men skulle have en slags praktik i en virksomhed.

Med forliget om finansloven for 2015 er man kommet et skridt videre imod en stadig tættere Europæisk Union.

Alle politiske partier bakkede op om det. Bagtanken var naturligvis, at de unge ville blive væk, når de nu skulle lave noget for pengene, men faktisk skete det modsatte. De unge ville gerne arbejde og kunne måske ikke rigtig kende forskel på aktivering og et rigtigt arbejde.

Siden er aktiveringen blevet et krav for flere og flere grupper, både kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse på dagpenge. Gradvist er aktivering blevet et "must". Det også er blevet kaldt, jobtræning, virksomhedspraktik, arbejdstilbud med mere. Fælles for dem alle er, at det er "sicilianske" tilbud: man kan ikke sige nej til uden at miste sin forsørgelse.

Konstant aktivering

Med det seneste finanslovsforlig mellem regeringen, SF og Enhedslisten er konstant aktivering blevet et krav overfor alle, både arbejdsløse på kontanthjælp og arbejdsløse på dagpenge. Noget for noget, alle skal arbejde for at få hjælp fra det offentlige. Det gælder også folk på dagpenge, selv om de har betalt deres arbejdsløshedsforsikring.

"Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere" i Århus udsendte i begyndelse af 1990'erne to små pjecer. Den første omhandlede Arbejdsmarkedsreformen, der trådte i kraft 1. januar 1994, og den næste pjece handlede om de ændringer af den, der blev vedtaget ved finanslovsforhandlingerne i 1995.

Pjecerne er omkring 20 år gamle og viser med al tydelighed, hvor mange rettigheder, der er blevet frataget de arbejdsløse. Med Arbejdsmarkedsreformen fratog man arbejdsløses ret til at optjene dagpengeret i støttet arbejde. Det betød, at man kun kunne være 7 år i dagpengesystemet.

Nu er perioden sat ned til to år med krav om aktivering i den periode, man modtager dagpenge. Aktivering er et af nøgleordene.

Det er det samme som tvangs- eller pligtarbejde, skrev "Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere" allerede dengang og forudså, at "der bliver skabt en underklasse under den organiserede arbejderklasse, og samtidig bliver de berøvet alle de rettigheder, der hører sammen med det rigtige arbejdsmarked, - for eksempel strejkeretten".

Harmonisering med EU

Jagten på arbejdsløse indledtes af EU. Omkring 1990 anbefalede den daværende kommissionsformand Jacques Delors, at dagpengeperiodens længde skulle ned på niveau med de andre EU-lande, og at ydelserne skulle sættes ned.

Det blev påbegyndt med Arbejdsmarkedsreformen, og er nu ved at være gennemført med finanslovsforliget for 2015. Det var noget, der lå i kortene, da EU indførte "det indre marked" med blandt andet fri bevægelighed for arbejdskraft.

Markedsmekanismerne skal virke indenfor EU, også med hensyn til køb og salg af arbejdskraft. Derfor er det så svært at gøre noget ved social dumping, når nu en af grundpillerne i EU er, at arbejderne skal kunne konkurrere indbyrdes.

Ethvert tiltag, der beskytter arbejderrettigheder, arbejdstidsregler, overenskomster med videre opfattes af EU som konkurrenceforvridende og skal derfor i princippet afskaffes. Med forliget om finansloven for 2015 er man kommet et skridt videre imod en stadig tættere Europæisk Union.