I 2005 begyndte jeg en mere dybtgående undersøgelse af de nye former for statsmonopolisme og imperialisme i nutiden. Mine studier førte til den konklusion, at det er nødvendigt med en ny analyse af imperialismen, blandt andet på grundlag af de store forandringer, der er sket i produktivkræfterne i det 20. århundrede.

Denne analyse indebærer en udvikling af nye begreber og kategorier, på grundlag af de epokegørende opdagelser, der er sket inden for naturvidenskab og nye samfundsmæssige former – det vil sige socialismen.

Den dialektiske filosofi har, med enkelte undtagelser, ikke gjort væsentlige fremskridt i en længere årrække, mere specifikt efter den verdensomspændende kontrarevolution i 1989. De forgangne års manglende resultater viser helt klart, at det er umuligt at lave nye fremskridt uden denne analyse af imperialismen. Billedligt talt forsøger vi at fange fisk med den forkerte type flue!

Grundlæggerne af marxismen forstod behovet for arbejderbevægelsen som en samlende repræsentant for alle progressive kræfter i det kapitalistiske samfund.

Den første konklusion, jeg er nået til er, at arbejderbevægelsen ikke har været i stand til at lave nye fremskridt, fordi den har et absolutistisk syn på Lenins imperialismeanalyse fra 1916. Der har været flere forsøg på at videreudvikle den, men primært har det været inden for rammerne af 1917- analysen. Denne mangel på ny erkendelse er hovedårsagen til nederlaget for den kommunistiske bevægelse i 1989.

En ny analyse af imperialismen må være mere omfattende end den Lenin lavede i 1916. Den skal rumme andre sider end de økonomiske forandringer, for eksempel den øgede racisme, som er tæt forbundet med imperialismens væsen. Det skal være en samlet analyse af verdens overgang fra kapitalisme til socialisme, som er essensen af det 20. århundredes historie.

Der er en tæt forbindelse mellem det nye trin i produktivkræfternes udvikling og behovet for en anden praksis i fredsbevægelsen. I 1980'erne var der en ny forståelse af de nye opgaver, men mange af kravene blev præsenteret uden det nødvendige teoretiske fundament.

Hvad vi gjorde bagefter var det modsatte af, hvad vi skulle have gjort. Fordi vi blev besejret i 1989, afviste vi alle de nye metoder i fredskampen, der var udviklet i 1980 ́erne, i stedet for at underkaste bevægelsen en selvkritisk vurdering.

Grundlæggerne af marxismen forstod behovet for arbejderbevægelsen som en samlende repræsentant for alle progressive kræfter i det kapitalistiske samfund. Det betyder en ny forståelse af dialektikken mellem klasseinteresser og de fælles interesser, eller de almenmenneskelige interesser. Dette er i virkeligheden essensen af "arbejderklassens historiske mission" i vores tid.

De kommunistiske partier må under de nuværende betingelser skitsere en ny politik, der kombinerer de nævnte opgaver. Det er nødvendigt at have modet til at udvikle fredsbevægelsen på basis af en ny teoretisk forståelse.

Det vil uundgåeligt sætte socialismen på dagsordenen, da det er den eneste måde, vi kan afskaffe alle former for overskud fra våben og krige. Et klart svar på disse emner er en forudsætning for ny fremgang for kommunisterne og arbejderbevægelsen.