Fredag den 18. oktober rundede Fredsvagten ved Christiansborg sit 12. år, og lørdag den 19. flagede vi med sorte flag i anledning af, at vi nu er gået ind i det 13. år med Danmark på krigsherrernes side.
Som vi plejer ved årsrunding, dækkede vi også i lørdags vore opslagstavler med sort klæde i erkendelsen af, at det betyder så sørgeligt lidt, hvad vi andenhånds dokumenterer.
Vi holdt en dags tavshed for at markere demokratiets fallit, når den autoriserede fortolkning af Grundlovens paragraf 19 stk. 2 manipuleres af en højesteretsdommer, imens en retssag om Irak-krigens lovmedholdenhed nærmer sig Højesteret.
Krigernation
Vi holdt en dags tavshed i sorg og græmmelse over det fordums så fredsøgende Danmarks konvertering til en krigernation: en trofast ridder for Kejseren. En ridder, som slår mod de fjender, Kejseren peger på. Til dette formål skal Danmark ha' nye kampfly.
Vi holdt en dags tavshed i erkendelsen af, at Fogh og Per Stig ikke kan rammes retsligt, selv om det er evident, at de begge løj i optakten til Irak-krigen. Og i erkendelsen af, at Fogh stadig qua sin NATO-post har et stort ord at sige i Danmarks militaristiske udenrigspolitik.
Vi holdt en dags tavshed, fordi de krige, vi deltager i, holder andre folkeslag i krigstilstand. For eksempel borgerkrigen i Syrien, hvor vi har støttet de såkaldte oprørere ud fra våde drømme om et vestligt orienteret (pseudo?) demokrati. Gætteværk. Vi ved ikke, hvad vore magthavere har af motiver.
Vi holdt en dags tavshed for magthavernes hykleri, der dominerer, og medierne, der ikke for alvor graver det frem og udstiller hulheden.
Vi holdt en dags tavshed for de døde og for de traumer, der huserer i generationer.
Vi holdt en dags tavshed for de smadrede samfund, de lemlæstede mennesker, som er krigens vraggods, de døde og de traumer, der huserer i generationer.
Vi holdt en dags tavshed for det tavse flertal, der ikke ved, hvad det skal stille op med sin afmagt, og derfor søger mod let underholdning og/eller misbrug. Vi holdt en dags tavshed, fordi krig er noget svineri mod andre folkeslag og lande.
Men om søndagen og videre frem fortsætter vi, som om intet er hændt … det er der heller ikke. Den til enhver tid siddende regering gør honnør for konsensus. Hold kursen.
Vi ved ikke, hvad vi ellers skal stille op med vores afmagt. Vi åbner og lukker, og detaljer herom kan læses i FredsVagtens Nyhedsbreve på fredsvagt.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278