Så skal befolkningen til stemmeurnerne og bruge vores skønne demokratiske ret til at bestemme, hvem der skal lede landet de næste fire år.
Flere gange hver uge bliver vi kontaktet af arbejdsgivere, som ønsker nye kvalificerede medarbejdere.
Venstres formand og statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen har som et ultimativt krav at genindføre bolig-jobordningen med tilbagevirkende kraft. Som en del af argumentationen for dette, bruger han oprettelsen af flere lærepladser.
Det glæder mig, at Venstres formand tager problematikken med de tusindvis af manglende lærepladser alvorligt. Men kunne penge til bolig-jobordningen ikke bruges bedre? Jo bestemt.
Uenighed om effekten
Ifølge Finansministeriet koster ordningen statskassen 1,5 milliard kroner og sikrer 1500 jobs, Venstre og Dansk Byggeri er dog højst overraskende ikke enige, og siger, at ordningen skaffer 4-5000 arbejdspladser. Så mellem 1500-5000 arbejdspladser for den nette sum af 1,5 milliard.
Allerede nu oplever vi i Dansk Metal, at virksomhederne ikke kan få den kvalificerede faglærte arbejdskraft, som de ønsker. Blandt andet industriteknikere (dem, vi kaldte maskinarbejdere, da far var dreng) og smede er en mangelvare.
Flere gange hver uge bliver vi kontaktet af arbejdsgivere, som ønsker nye kvalificerede medarbejdere, og her refererer jeg til den lille lokal afdeling, jeg er ansat i. Og vi må desværre svare, at vi skal se hvad vi kan gøre, men det bliver svært at hjælpe dem.
Det er på den ene side kun godt, for det betyder, at vore medlemmer er i job, og det er jo dejligt! Men det er træls, at virksomhederne ikke kan få den arbejdskraft, de ønsker, for det kan betyde, at de må sige nej tak til ordrer.
Brug for flere lærepladser
Vi har i Dansk Metal de sidste fem år skreget for, at få virksomhederne til at uddanne fremtidens svende, men desværre har vi ofte skreget for døve ører, og nu begynder det at knibe.
De 1,5 milliard til bolig-jobordningen var bedre givet ud til en kvalificeret efteruddannelse til de, der i forvejen har et svendebrev, men som lige mangler lidt ny viden. Eller ikke mindst til at få løftet ufaglærte op på faglært niveau.
Der skønnes, at der i 2020 vil mangle 30.000 faglærte, og hver gang der skaffes 100 job i industrien, sikrer dette 95 nye job i andre dele af økonomien.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278