Der er ikke mange tilbage, som kan huske Anden Verdenskrig af egen erfaring. Men vi kan alle læse bøger og se film om denne tid.

Måske kan krig først stoppes, hvis dem, der træffer beslutningen, selv bliver sendt til frontlinien, eller hvis man forbyder våbenproduktion?

Vi ser unge mænd, som råber på deres mor i skyttegraven, som aldrig nåede at stiftede familie, børn som voksede op uden far, kvinder som stod alene tilbage. Store dele af den ældre tyske generation havde svigtet og ofret deres børns fremtid på slagmarken. Millioner var blevet myrdet  i en meningsløs krig.

Efter krigens slutning lovede man: Aldrig mere krig. Af bitter erfaring havde man lært at vold avler vold. Krig er mord og skal straffes som mord. Måske kan krig først stoppes, hvis dem, der træffer beslutningen, selv bliver sendt til frontlinien, eller hvis man forbyder våbenproduktion? Hvis man kan holde op med at ryge, så kan man vel også holde op med at skyde.

Igen ser vi billeder, hvor en bombe uheldigvis har ramt civilbefolkningen i et fjerntliggende land. I nogle af disse cockpitter sidder der en dansk pilot. Vi slår over på en anden kanal med nyheder om klimakatastrofer, om flygtninge, der drukner i Middelhavet, med overskrifter som: Aftale på plads: Danmark køber 27 nye kampfly af typen F35 – også kaldet Joint Strike Fighter - til 20 milliarder danske kroner.

Når vores børn og børnebørn en gang zoomer ind på vores generation fra en for os fjern fremtid, hvilke overskrifter vil de så vælge for deres artikler? 

"De var de sidste som havde chancen, hvorfor tog de den ikke?", "De druknede i et hav af informationer, hvorfor forstod de ikke tidens tegn?", "Hvorfor svigtede vores forældre?", "Hvorfor stoppede de ikke, mens tid var?",

Vi sender vores sønner i krig,

hvor de marcherer over sårede og lig.

Vi ser dem for os som helte.

Vi ser dem måske aldrig mere.

Vi lader os spise af med medaljer i snor.

Jeg fik en af de store

for min søn, der faldt i fjor.