De erhvervsmænd, der mest højlydt har talt om frihed de sidste par år, er af en liberal skoling, der ikke har meget at gøre med den europæiske frihedstradition.
For at kalde sig liberalist, må der mere på bordet end topskattelettelse, virksomhedsledelse og new public management.
Lige så meget som disse frihedskrigere svælger sig i effektivisering af den offentlige sektor, ligeså meget tilgiver de Trump for hans stigmatisering og racistiske udfald. Der er trods alt tale om de politiske friheder, og ikke de økonomiske.
Folkene på den tvivlsomme liste, som blandt andet tæller Asger Aamund, Lars Tvede og Lars Seier, har alle øjensynligt læst Ayn Rands romaner, der i sin essens er et forsvar for frihed som økonomi.
Ligeså tavse de er overfor Trumps frihedstruende ytringer, ligeså ignorante er de overfor de brændpunkter, hvor friheden i dag for alvor er truet. Markedets fortræffeligheder er åbenbart mere interessante, end den fundamentale politiske frihedsundertrykkelse, der finder sted i flere europæiske stater.
I farten glemmer de den mindre smukke side af erhvervsmandens arbejde. Lige der, hvor han får beskidte hænder, der hvor han påvirker mennesker, deres behov og samfundets fremtid, uden tanke på fremtiden og samfundet.
For at kalde sig liberalist må der mere på bordet end topskattelettelse, virksomhedsledelse og new public management. Hvis ikke, er man ikke værdig til at påtage sig frihedens historik. Og her taler vi ikke Thatcher-Regan deregulering, men frihedsrettighedernes mere komplicerede ophav.
Men læsning skal der til; og mere end et opslag i yndlingspassagen, hvor den Randske erhvervsmand viser sin potens i livet endnu engang. Mere tænkning skal der til end ens egne uden tvivl hårdt optjente professionelle erfaringer med salget og produktionen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278