I disse uger er det fire år siden, at Gaza var udsat for det hidtil voldsomste overfald fra Israels side. Overfaldet fulgte, efter at Israel havde hævet besættelsen af Gaza, fjernet bosætterne og erstattet besættelsen med en morderisk blokade.
Overfaldet begrundedes med, at Hamas havde brudt den aftalte våbenhvile. Beretninger, der modsagde denne påstand, nåede aldrig ud i massemedierne.
Fornylig gentoges dette myrderi fra luften over en indespærret befolkning, der under blokaden allerede lever i et mangelsamfund og nu måtte se deres sårede mangle fornøden hjælp. Hvordan de genopbygger deres hjem, står hen i det uvisse, eftersom materialemanglen er stor.
Israels rolle under lup
Også denne gang blev det påstået, at det var palæstinenserne, der startede "krigen". Her er en anden beretning om optakten. Den er skrevet af John Glaser på www.antiwar.com/blog/2012/11/11/israels-latest-assault-on-gaza - vedhæftet en lang række kilder. Han fortæller:
"Det er sandt, at om lørdagen (den 10. november 2012) kort før det israelske bombardement begyndte, affyrede den militære fløj af Folkefronten til Palæstinas Befrielse nær ved Gazas grænse et anti-tank missil mod et køretøj fra det iraelske forsvar. Fire israelske soldater blev såret.
Men hvad udløste affyringen? For det første: Om mandagen den 5. november skød og dræbte israelske styrker den 23-årige Ahmad Nabhani, da han 'nærmede sig grænsehegnet ind mod Israel'. Ifølge mindst ét udsagn var Nabhani psykisk handicappet. Dernæst: Om torsdagen den 8. november invaderede israelske besættelsesstyrker - otte tanks og fire bulldozere - det sydlige Gaza og skød og dræbte en 13-årig dreng.
Det palæstinensiske Menneskerettighedscenter (PCHR) oplyser: 'Ifølge undersøgelser foretaget af PCHR blev den 13-årige Ahmed Younis Khader Abu Daqqa alvorligt såret af en kugle i underlivet. Det var resultatet af et meningsløst skyderi fra israelske militærkøretøjer, som klokken cirka 16:30 havde bevæget sig ind i Abassan landsbyen. Da Ahmed blev skudt, spillede han fodbold med sine venner foran sine forældres hus - næsten 1200 meter fra det sted, hvor militærkøretøjerne befandt sig.'
Så selv om også hæderlige iagttagere skubber den grusomme og inhumane, israelske blokade af Gaza til side og nægter at lade den influere på vægtningen af, præcis hvem der startede denne genopblussen af volden, så er det dog klart, at det var Israel, der startede dette seneste sammenstød."
Palæstina får skylden hver gang
John Glaser gør opmærksom på, at havde vestlige nyhedsmedier ulejliget sig med at henvende sig til palæstinenserne, så ville de have fundet, at palæstinensiske nyhedsmedier omgående gjorde rede for affyringen af anti-tank missilet som en 'hævn for forudgående israelsk voldsudøvelse i Gaza'. Det israelske angreb var altså svar på svaret på israelsk voldsudøvelse.
Videre skriver Glaser: "Hver eneste israelsk indtrængen eller angreb på Gaza ledsages af den samme fortælling: Israel svarer med rette på uprovokeret palæstinensisk raketangeb.
Denne fortælling ledsagede også den sidste store krig mod Gaza, 'Operation Støbt i Bly', i december 08-januar 09. ... Selv blandt kritikere af Israel er det en accepteret kendsgerning, at den offensiv var et svar på Hamas’ raketangreb.
Et raketangreb gik ganske vist lige forud for overfaldet. Men det var som svar på det israelske brud på den seks måneders våbenhvile, som Hamas overholdt. Dette indrømmede også israelske embedsmænd ifølge Wikileaks cables."
Med det sidste henvises til en af kilderne, en wiki-lækket rapport om daværende forsvarsminister Ehud Barak's besøg hos daværende præsident Mubarak i Egypten i august 2008. I samtalerne nævntes forresten, at den folkelige støtte til Hamas syntes at vokse under våbenhvilen (!).
Glasers beretning er god at have in mente. Så husk den, når du næste gang læser eller hører om noget i Gaza eller på den besatte Vestbred, som Israel "retfærdigvis" må gengælde.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278